angrer i næste øieblikk .....“ Den krumme ryggen over bordet rettet sig fort op. Edgar vendte sig om. Hans tross var våknet påny. „Det skriver jeg ikke, det er ikke sant!“
„Edgar!“ Hendes stemme truet.
„Det er ikke sant! Jeg har ikke gjort nogenting, som jeg angrer. Jeg har ikke gjort noget galt, som jeg må be om undskyldning for. Jeg kom og hjalp dig, fordi du ropte.“
Hendes leber blev blodløse, nesevingerne spente.
„Har jeg ropt om hjelp? Du er gal!“
Edgar blev rasende. Med et rykk sprang han op.
„Ja, du ropte om hjelp, derute i gangen, i natt, da han tok fatt i dig. „La mig være, la mig være,“ ropte du. Så høit, at jeg hørte det helt inni værelset.“
„Du lyver, jeg har ikke været her i gangen med baronen, han fulgte mig bare til trappen . . .“
Edgars hjerte stod stille ved denne dristige løgn. Stemmen sviktet ham, han stirret på hende med glasagtige øine.
„Du ..... var ikke ..... i gangen? Og ham..... han har ikke holdt dig fast? Ikke med makt holdt fast på dig?“
Hun lo. En kold, tør latter.
„Du har drømt.“
Det var formeget for gutten. Han visste jo nu,
