hadde i jagende hast optat i mig så mange billeder at de styrtet over hverandre. Nu vilde jeg fordøie dem, fordele, ordne, gjenoplive og utforme de flyktige inntryk, men her på denne overfyldte boulevard var ikke et minuts rast eller ro å få. Linjene i min bok blev utvisket av de ilende skygger fra dem som slentret forbi. Det var umulig å bli alene med sig selv på denne skyggeløse, evig vandrende skibspromenade.
Tre dager forsøkte jeg å se resignert på menneskene, på havet, men det blev sig altid likt, blått og tomt; bare i solnedgangen blev det pludselig overgydt med alle farver. Og menneskene kunde jeg utenad efter tre ganger fire og tyve timer. Hvert ansikt var mig kjendt, indtil lede, damernes høie latter irriterte, to hollandske officerer og naboers støiende trette ergret ikke lenger. Så var flukt den eneste utvei. Men kahytten var het og klam, og i salonen gav engelske misser hele tiden sit dårlige klaverspil til beste i ophakkede valser. Tilslut vendte jeg resolut op og ned på tiden, jeg dukket alt om eftermiddagen ned, efter først å ha bedøvet mig med et par glas øl for å sove over souperen og dansen.
Da jeg våknet, var det helt mørkt og lummert i min lille likkiste av en kahyt. Ventilatoren hadde jeg stanset, så luften klebet sig fet og fuktig til
tindingene. Jeg var som bedøvet og trengte minutter for å sanse hvor jeg var. Det måtte ialfald
