ting, ikke sagt et ord, som kunde ergre dem. Nei det kan ikke være mig, som er årsaken, for de er selv anderledes mot hverandre enn før. Det er akkurat som om de hadde gjort noget som de ikke tør si. De snakker ikke mere sammen, slik som de gjorde igår, de ler ikke mere heller, de er flaue, de skjuler noget. Der er en eller anden hemmelighet mellem dem, som de ikke vil røbe for mig. En hemmelighet, som jeg for enhver pris må få opklaret. Men jeg vet hvad det er, det må være det samme, som de altid snakker om, når jeg blir sendt ut, det, som det handler om i høkerne og i operaen, når menn og kvinner synger mot hverandre med utbredte armer, omfavner og støter hverandre bort. Alle disse tingene henger sammen, det føler jeg, men jeg vet bare ikke hvordan. Å — å vite, endelig å vite denne hemmeligheten, å forstå den, denne nøkkelen som åpner alle dørene, ikke lenger være barn, som man skjuler og fortier alt for, ikke lenger la sig holde for nar og bedrage. Nu eller aldrig! Jeg må se å få denne fryktelige hemmeligheten ut av dem. En fure grov sig inn i pannen hans, den spinkle tolvåringen så næsten gammel ut, så alvorlig satt han og grublet uten å kaste et eneste blikk mot landskapet, som bredte sig ut rundt dem i sterke, saftige farver: fjellene i nåleskogenes rene grønne, dalene i den forsinkede vårs ennu sarte tone. Han stirret bare
