samtidig tydet på motstand og forlegenhet; og så denne merkelig omsorgsfulle konversation med barnet, tydelig beregnet på en tilhører. Han følte at netop det åpenlyse forbehold i denne ro tydet på den første uro.
Selv var han også oplivet: spillet var begynt. Han trak sin dinér ut, fastholdt næsten uavbrutt i en halv time denne kvinne med sit blikk til han hadde overfaret hver linje i hendes ansikt, usynlig rørt hvert punkt på hendes yppige legeme. Utenfor senket mørket sig trykkende, skogene sukket som i angst nu, da de store regnskyer strakte grå hender efter dem; mørkere og mørkere trengte skyggerne inn i værelset, mer og mer syntes menneskene her presset sammen av tausheten. Under trykket av denne taushet merket han, at morens snakk med barnet stadig blev mere tvungent mere kunstig, han følte at hun snart vilde holde op. Da besluttet han sig til en prøve. Han reiste sig før hende, og idet han så forbi hende med et langt blikk ut på lannskapet, gik han langsomt mot døren. Der snudde han fort hodet med et rykk, som om han hadde glemt noget, og fanget hende, netop som hun så interessert efter ham.
Det opillnet ham. Han ventet i hallen. Hun kom snart efter med gutten ved hånden, bladet i forbifarten i tidsskrifterne, og viste ham et par billeder. Men da baronen liksom tilfeldig gik
