at laxere; man maa derfor lade de staae inde, og give den lidet at æde, men derimod lunket Drikke. Stødte Østersskaller indgivne i Edikke skal ogsaa være gode Midler; men jeg har meest Tillid til Linolien.
96. Mathed.
Naar Køerne staae og svede paa Baasen af Mathed og æde lidet, er det godt at give dem lidt Salpeter hver Morgen i Deig, og siden en Haandfuld tørt Malt. Man maa desuden om Vinteren en Gang imellem gnide dem i Munden med en ulden Klud, der er dyppet i Tjære og Salt for at rense Tungen. Tænderne gnides blot med fiint Salt.
97. Luus.
Ungfæe pleier ofte være udsat herfor, helst de som voxe stærkt; naar man seer, at de blive mavre og tabe Madlysten, bør man føre dem hen til et lyst Sted for nøie at eftersee, om de have Luus. De sidde meest om Halsen og bag Ørene, siden udbrede de sig over hele Kroppen, hvis de ikke blive forjagede itide. Man kjøber da paa Apotheket noget, der kaldes Ryttersalve, men som nok egentlig er Mercurial, gnider det ud i Fedt eller usaltet Smør, og indgnider dermed alle de Steder, hvor Utøiet findes. I denne Tid maa det Kreatur, som er under Kuur, staae vel adskilt fra de Øvrige, for at ikke en enkelt Luus skal rømme hen paa dem og forplante sig; de døe ellers i Almindelighed og Dyret pleier blive befriet for dem efter at have været indsmuurt 3 Morgener.
98. Krampe.
Den viser sig meest hos Kalve, og er ofte umulig
