da faaer man meget hastig Smør, undertiden paa ¼ Time, og denne Hurtighed gjør, at det ikke bliver saa blødt eller bittert, som ellers undertiden er Tilfældet under langvarig Kjærning. Naar man om Vinteren vil samle Fløde til Kjærning af lidet Melk, da er det bedst at koge Fløden; det hindrer den fra at blive bitter. Man kan gjerne slaae varm opkogt Fløde i den kolde, og dermed paaskynde, at den bliver tyk, dog maa den først være afkjølet nogle Minuter. Baade denne og al Fløde, der hensættes til Kjærning maa ofte omrøres; man gjør derfor bedst i at lade en Tvare blive staaende i Spandet, Laaget støttes mod Tvaren, saa der bliver en Aabning til Luft, og et Klæde bredes derover.
Smørret maa vaskes vel rent for Kjærnemelk, og derpaa slaaes Stykke for Stykke med en Slev i Truget, for at faae Vandet vel af; naar det er saltet, bør det staae nogle Timer eller Natten over, for den næste Dag at æltes om; man smager da om det behøver mere Salt. Dette maa være fiint stødt.
Det Spand, hvori Smørret forvares, maa være tæt, og have et Laag, der slutter godt; det bedste er, naar Spandet ikke er større end at Smørret fylder det; thi det har ikke godt af, at man aabner det for at lægge mere ned. Men da det vilde falde for vanskeligt i en liden Huusholdning at have et Spand for hver Kjærning, saa passer man blot at tage de mindste, naar man kjærner lidet. Steenkrukker, der ere vel glaserede inden og uden, ere endnu bedre.
