med stærk Traad og lægger dem paa Saltebaljen, hvis man ikke har Sukkerlage. Er der ikke Fedt nok paa Slagtsiden, da tager man de løse Stykker, der sidde ved Brystet, og kaldes Brystfedt, eller det daarligste af Nyrefedtet, der ikke duer til at hakkes.
59. Kraftsuppe.
Alle de Knokler og Been, der bleve kastede i Vand ved Ophugningen, maa byttes Vand paa inden Aften, de blive atter vaskede i nyt Vand, naar de sættes paa Ilden. Halsebenene give en mørkere Suppe, derfor koges de for sig selv. Man tager Vand, saa det staaer over, salter det saa meget at det kan skumme, det vil sige en lille Haandfuld til en stor Gryde, og skummer det saa ofte og saa vel som muligt, til alt graat Skum er borte. Fedtet maa gjerne blive paa. Suppen bør ikke koge ind til den bliver stram og bitter, man maa heller sie den op, naar den er stærk og velsmagende, og saa komme nyt Vand paa Benene, og lade dem koge nok engang til en simplere Kraft. Kjødet, som sidder paa Benene, maa afpilles, medens det endnu er varmt, da det ellers vilde blive for vanskeligt at faae alle smaae Been ud, og saa lægges det ud over et stort Trug eller Laag til det bliver koldt, for ikke at tage Skade.
60. Simpel Persesylte.
Alt det Kraftkjød, som man ikke vil benytte til Hakkepølse eller Lungemos, kan anvendes hertil. Det lægges da i en grov Serviette, og har man kogt Fleskesvær, da lægges den derimellem, og bevirker at det Hele klæber sig mere sammen; heri strøes Salt, Peber og Allehaande.
