længere ned. Man maa da altid have noget af det andet Kjød til Hjælp. Laarkjødet kan til Nød bruges som spækket Steg; men vil man skrabe det, da er det især godt at blande i Hare- og Fuglekjød. Blandet med ⅓ skrabet Kolje, og tillavet som Kjødfarce, faaer det Lighed med Hønsekjød, baade af Syn og Smag.
Men den nemmeste og sparsommeligste Ret er, at skjære Kalvekjødet i Tærninger, hvormed ikke maa følge Skind og Sener; tage dertil ⅓ opskaaret Flesk, og hakke det meget fiint tilsammen. Flesket kan være saltet, røget eller ferskt, ja endog kogt og koldt, men ikke kogt og raat paa en Gang; Sværen og alt Kjødagtigt tages vel fra. Dette tillaves som Meddister, og smager omtrent saaledes. Af Been og Skrællinger koges Kraft, hvori Kagerne koges og hensættes. Da der trækker sig Fedt over af Flesket, holde de sig temmelig længe. Man maa gjøre dem flade, da de hæve sig svært i Midten, og ikke koge dem i Gryde, men i en Stegepande, hvor man kan klemme dem ned imellem. De svinde meget ind, helst naar Flesket er raat. Naar man vil bruge dem, varmes de i Kraften, oplægges paa et Fad at tørres, og brunes derpaa i Smør. De smage især godt til grønne Erter. Suppen, hvori de have staaet, kan bruges til Kaal, Erter eller Grynsuppe, men kommer ikke i, før det Øvrige næsten er kogt. Den passer ellers bedst til brune Bønner formedelst den lille Smag af Nelliker, der mindre passer til de andre Ting. Hvis man ikke har nødvendigt Brug for Kraften, kan man, naar det skjære Kjød er benyttet, koge alt
