og Hovedet til forloren Skildpadde. Benene kunne bruges indbagte. I Danmark bruger man ogsaa at spække en Gjødkalvs Lever med Flesk, og stege den som Vildt; men det har jeg aldrig forsøgt, og kan altsaa ikke beskrive.
292. Indbagte Kalvebeen.
Benene skoldes og koges, derpaa tages Læggebenet ud, og Resten kløves efter Smaaledene i saa mange Dele, som muligt. Der laves en Røre af 6 a 8 Æg, ½ Pot sød Fløde, lidt Sukker, og saa meget Hvedemeel, at Røren bliver som til Flødelapper. En Munkepande sættes paa rene Gløder, lidt Smør kommes i hvert Hul, og naar det er lysebruunt, kommes deri af Røren, til Hullet er halvfuldt; deri lægges et Stykke af Benet, og trykkes ned, saa at Røren stiger over det. Naar det er stegt paa den ene Side, kommes Smør under, og naar dette er bleven brunet, vendes Kagen. Er Smørret salt, maa det afklares. I Mangel af Munkepande kan man stege dem i Stegepande som Fleskepandekage. Først kommes Røre i Panden, naar Smørret er lysebruunt, derpaa lægges Been i passende Afstand, og saa heldes Røre over. De maa vendes paa et Laag, og blive ikke saa gode, som de i Munkepanden. Almindeligt bruges Hovedet til Finker, der spises til de indbagte Been; men har man andet Brug for Hovedet, da kunne Benene saaledes indbagte spises med rød Souce til. Den laves som Buddingsouce, men ikke for sød.
293. Finker.
Naar Hovedet er skoldet, udvandes det vel; Tungen
