den har sin fulde Væxt, men endnu er grøn, saa er Porreløg det første, der maa indtages om Høsten; deres grønne Blade blive bløde og slimagtige af en eneste Frostnat. Hovedkaal og Spidskaal taale heller ikke at fryse; er det tilfældigviis skeet, da bør den ikke optages frossen, men man bør heller oppebie en mildere Dag, at den kan tøe op paa Roden. Snee er endnu værre end Kulde; thi den lægger sig imellem Bladene, og vil bringe Kaalen til at raadne hastigere. Enhver faaer rette sig efter sin Egns Climat og passe Tiden. Gulerødder tage ikke Skade af en Frostnat, da Græsset skjæres fra, og Kulden ikke saa hurtig naaer Roden; det samme gjælder om Persillerødder og Selleri; men da man gjerne ønsker at beholde lidt friskt Grønt ved disse, saa gjør man bedst i at optage dem før Frosten. Man kan godt lade nogle af disse Rødder staae igjen til Vaaren, paa et Sted, hvor man ikke vil spade tidlig; man har da Grønt strax Sneen er borte, og Rødderne kunne ogsaa bruges, men ikke gjemmes længe. De mindste Rødder bør udvælges til at blive staaende; de kunne undertiden voxe under Sneen.
Kaalrabi har mere godt end ondt af en Frostnat, og man vover den derfor længst. Grønkaal kan som sagt staae ude om Vinteren. Det nye Grønne, som da spirer ud af Stilken om Vaaren, er den fineste og nydeligste Kaal. Bønne- og Ertegræs bør ikke blive staaende, naar der ikke er mere at hente deraf; thi deels vansirer de Haven, deels kan det gives Kreaturene til Nattefoder naar det ikke bliver for gammelt og bruunt. Har man
