rigtigt at plante saa mange Ribs- og Stikkelsbærbuske, som man har Plads til. Naar de skulle sættes, kan man enten optage en ung frisk Busk med mange Rodgrene, og uddele dem til enkelte, eller man kan tage de Rodskud, der altid skyde op ved Siden af enstammede Buske, eller ogsaa sætte de saakaldte Stiklinger; Rodskud ere de vanskeligste til at groe, helst naar de have skudt meget frodigt i Veiret. Naar disse eller de andre Qviste med Rod skulle sættes, graves først et Hul, meget større end Roden behøver; man fylder det med god Jord (den omtalte Dyngejord er hertil meget almindelig), blander den med lidt gammel Gjødsel, og sætter Qvisten lige ned i Hullet. Medens En holder den opret, drysser en Anden Jord over den med en Spade; man ryster i Qvisten, saa at Jorden kommer vel under alle Smaarødder, helder Vand derpaa, og atter Jord; tilsidst trædes Jorden fast til ovenpaa, og det hender sjelden at de døe, naar de ere satte paa denne Maade, helst naar det skeer om Høsten efterat Løvet er faldet af. Sættes Qvistene omkring et Urtebeed, da behøves ingen bedre Jord, blot lidt Gjødsel, men Jorden maa alligevel spades løs et godt Stykke omkring, saa at de fine Rødder kunne udbrede sig. Stiklinger ere de Skud, som Busken har skudt det forrige Aar; de afskjæres ved en Knude, kløves i Enden, hvor man stikker et Bygkorn, og nedsættes i god Jord, de maa være løs spadet, og trykkes fast om Qvisten. De maa sættes om Vaaren, saasnart det er muligt at spade Jorden; thi hvis de begynde at skyde Knop, er det for seent. Det er usikkrere,
