især af bittre, maa ikke kalkes i Gaarden; thi af saadanne blive de fleste Smaakreature syge, og Gjæs især.
I Vandet trives de bedst, og det kan ikke nytte at holde Gjæs, hvor der ikke er Anledning til Vand; det Eneste man kan gjøre, er at grave en stor Fordybning i Jorden, og ofte fylde den med reent Vand. Naar de begynde at hverpe, maa man passe at holde dem paa det Sted, hvor man vil de skulle ligge; thi de lide ikke at flyttes, og ligge sjelden rolig paa et nyt Sted; dette maa vælges saaledes, at det er frit for Fugtighed og Træk. Det allerbedste er, naar man forfærdiger smaa Huse, der ere ganske tætte, de dannes som en Kasse, der er 2 Alen lang 1 ½ Alen bred og 1 ¼ Alen høi, uden Laag; den sættes paa Enden med Aabningen frem og mures fast paa et Underlag af en Muursteen; foran Aabningen slaaes et smalt Bret for at holde den Halm inde, som man lægger der til Gaasens Rede, og fra dette Bret til Gulvet gjøres en Broe af Muur, Træe eller Torv. Disse Huse placeres i et Udhuus, der er rummeligt og ikke for aabent, der vænner man dem til at hverpe ved at lukke dem ind i det yderste Huus hver Aften, og der sætter man deres Føde og Vand nedenfor den lille Broe, medens de ligge, saa gaae de en Gang daglig ned at æde, og væder ikke sit Rede, som naaar de have Maden ved Siden af sig. Eftersom de hverpe maa Æggene tages ind, saa de kun have et at hverpe paa; de maa gjemmes paa et Sted, der hverken er for varmt eller fryser, og vendes hver Dag. De Æg, der ere over en Maaned gamle, due ikke til Unger, derfor bør man numerere dem. 15 Æg er det
