me Varer andensteds i Byerne, end paa Torvet, efter Landsloven[1] til Enhvers Kjøb i Almindelighed at sælge. § 4. Alle fremmede Kjøbmænd, som sig hidindtil udi Landet Aaret igjennem have opholdt, til at udprange deres Varer udi Smaapluk, skal herefter være forbudet længere der at forblive, end de Skibe, med hvilke de til Landet ankomme, der ere, og imidlertid deres medhavendes Varer ikke at sælge kjøbmandsviis og udi Stykke-Tal[2]. § 5. Den, som noget Huus udi Kjøbstæderne eier og ei deri boer, bør billigen at betale den Contribution, som paa Gaardene og Husene egentlig er lagt; men den deri boer og Gaarden leiet haver, contribuerer efter sin Næring; men de, som nogen øde Pladse have i nogen By, skal være tiltænkte dem at opbygge, eller afhænde til dem, som bemeldte Pladse inden 6 Aar kjøbe ville, saafremt de ikke skal være forfaldne Kongen og Byen til lige Dele; dog hermed ikke meent de Byer, som nyligen af Ildebrand ere beskadigede, hvilke Pladse til Kongens Befalingsmænd eller næste Nabo for billig Betaling først skal tilbydes[3]. § 6. Kongens Byfoged i Fiscalens Sted skal tilbørligen tale paa hvis som begaaes imod ulovlig Handel og Privilegier, saa at Enhver for sine tilbørlige Dommere søges, og Bøderne, som der falde, udgives efter de derom paabudne Forordninger. § 7. Borgermesters og Raads Domme skulle inden 2 Aar efter deres Afsigt for deres Overdommer indstevnes, eller siden at blive ved Magt og upaatalte[4]. § 8. Naar nogen Udenbyes Borgerskabs Arve-Skifte forrettes, da skal Byfogden, Byskriveren og forordnede Middel af de Kjøbstæder, under hvis Privilegier de ere, det forrette, eftersom Borgermester og Raad skal svare for de Umyndige, som efterlades. Iligemaade skal og de Borgere, som bevilges uden Byerne at boe, udi deres levende Live svare og tiltales for Borgermester og Raad der sammesteds[5]. § 9. Byfogden skal herefter ligesom i Danmark dømme i smaa Sager, og forsvare deres Domme for Borgermester og Raad hver i sin Kjøbstæd[6]. § 10. Og paa det at Byerne kan have Noget vist at rette sig efter, bevilges og tillades hermed, at den danske Stads-Ret maa i Byerne bruges, indtil Kongen derom anden Anordning lader gjøre[7]. § 11. Den Forordning, som Anno 1588 om Stoddere og Betlere udgangen er, skal indtil videre Anordning tilbørlig holdes[8]. Dog vil Kongen Sig Selv have forbeholdet, disse foreskrevne Punkter og Artikler, efter Tidernes Leilighed, at forandre, som Han selv naadigst for godt befinder.
30 Juli. Christiania Kjøbstæds Privilegier[9].
Af synderlig Gunst og Naade har Kongen taget, annammet og undfanget, og nu med dette Aabne Brev tager, annammer og undfanger Sin Kjøb-
- ↑ cfr. Lovbogen af 1604 dens Kjøbe-Balks 10 Cap. See Rescr. 3 Dec. 1664 Nr. 2; cfr. Priv. 29 April 1702 § 3, Rescr. 6 Jan. 1797, 12 Dec. 1806, Prom. 20 Juni 1807.
- ↑ See Lovbogens 2—8—1, Forordn. 16 April 1681 og 4 Aug. 1742, med hver Byes nye Privilegier, samt Love ang. Liggedage 24 Juli 1824 og 2 Juli 1836.
- ↑ jfr. Lov ang. Byskattens Ligning 24 Aug. 1833.
- ↑ See N. Lov 1—6—- og Frdn. 11 Aug. 1797.
- ↑ See Frdn. 21 Juni 1793, § 2 og Prom. 9 Aug. 1794.
- ↑ See N. Lov 1—6—- og Frdn. 11 Aug. 1797.
- ↑ See Frdn. 14 April 1688. Ved bemeldte danske Stads-Ret forstaaes formeentlig den af 1444, som findes hos Paus S. 239-59 og hos Rosenvinge i hans Samling af gamle danske Love 5 D. S. 512 f. cfr. S. XXV f.
- ↑ See de nyere Anordn. for adskillige Steder om Fattigvæsenet. Den nævnte Forord. af 1588 er af 27 Dec. N A. og egentlig given for Danmark.
- ↑ See N. Lov, samt senere Privil. især de af 26 Sept. 1749, saa og Love af 20 Aug. 1833 og 6 April 1839.
