vore Øine nedi det, gjenkalder jeg endnu engang i Erindringen (og dette skal give os Mod) at det dybeste Gab: Store Mangler i Statsforfatningen: det hvorover andre Landes Patrioter fortvivle, hos os er udfyldt. Fra denne faste Grund see vi modigen nedi de andre Dybder, hvorfra Klager lyde, fast besluttede ogsaa at opfylde disse: der see vi Armoden i de forskjelligste Skikkelser, men allerbesynderligst ofte i Forfængelighedens Flitter, eller med dovne Hænder tørrende sig om Munden, for atter at begynde sine Sukke, efterat have ædt sig mæt i den Flittiges Sved, ja Armod og Lediggang sammenparret: der høre vi Klager over Udarmelse, strax Trælasthandelen slaaer feil (som om den norske Bonde bygger sin Velfærd paa udenlandske Kjøbmænds Luner eller fremmede Love) og det medens Agrene og Vangene rundtom den Klagende sørge i vild Uorden efter Plov og Lja, mens Qvikroden griber den Klagende om Foden, som for at minde ham om, hvor den sande Velstand er at finde: der see vi Dynger af Tilbagestands-Lister: der høre vi Klager over Misbrug af Brændeviin, over Forbrydelser, over Overdaad, over Mangel paa Fabriker og paa Huusflid, saa at Udlændingen maa klæde Normanden, ligesom han har vant sig til at ville made ham; — og saaledes flere Tegn til Lidelser, dem de Lidende eller Klagende selv fordetmeste foranledige sig. Men forstummede nu alle disse Sorgsposter, opfyldtes dette Gab, der endnu, fremynglende slige Suk, sortner imellem vore Bestræbelser og disses Maal: hele Fædrenelandets Lykke — hvornær var da ikke den hele Stat at kunne kaldes eet Samfund for Norges Vel? Og — Held os! — saameget nærmere kunne Vi i vore Dage bringe det, og saameget lykkeligere overlevere Norge til Ætlingerne: thi hine Klageposter kunne Alle i faae Aar, d. e. i saa faae Aar, som der behøves til at en større Deel af Norges dygtigste Mænd og Qvinder af enhver Stand, men dog fortrinligen af den, der driver den ethvert Lands vigtigste Syssel, Agerbruget, forene sig, for derved at give deres samstemmige, redelige Villie Kraft til at raade Bod paa Manglerne; og som der behøves til at dette Fædrelands Samfund faaer Tid til at sætte deres Virken d. e. deres Forbedringer over det vide Land i fuld Bevægelse og Samklang. Ja, saa er det! saa maa det være! Hvad den menneskelige Ufuldkommenhed forbyder det hele folk at være, det: et Selskab for Norges Vel, kan dog en Mængde af
