muntring nu selv at arbeide sig videre frem i Kundskab. Det er denne Opmuntring, vi her gjentage, som I lytte til. Vi ere voxne, vi maae selv række vore Arme til.
Man har ventet Alt i Henseende til Almuen, af Religionen. Sandelig, den gjør vel det Bedste, men ikke Alt. Den danner vore Hjerter, vore Sæder; den giver vore Hoveder den vigtigste Kundskab: den om Gud, og anden dyrebar Viden; men endda bliver der Rum i vore Hjerner tilovers for den verdslige Viden; ja Religionen opliver vor Stræben efter denne ved Udødeligheds-Haabet. Skulle I nu ingen anden Kundskab faae i Eders hele Liv, I Mænd og Qvinder, end den Religions-Underviisning, I fik som Børn, saa forbleve I, Eders hele Liv igjennem, i SjelsHenseende ikkun Børn, ikkun Umyndige! Hører her, hvad en Hædersmand, der redeligen arbeidede for Eder, henfarne Biskop, Doctor Hansen i Christianssands Stift, har sagt for denne vor Sag: „Kundskab er for den menneskelige Sjel, hvad en sund og nærsom Spise er for Legemet. Men den, som fra Ungdommen ikke er vant til en vis Slags Føde, vil ofte finde den modbydelig. Ved derimod efterhaanden at nyde den, vil den blive ham den meest velsmagende og kjæreste Ret. Almuen har, for største Delen betragtet, ikke faaet Smag paa nyttige Kundskaber; dens Følelse for det Ædle og Skjønne ligger i en dødlig Dvale. I vore Lærebøger findes ingen Vaaben mod Overtro og Fordomme, idetmindste ere de der ikke anførte som beskuelige af Naturens Virkninger, de ere ikke hentede af Tingenes Gang eller af de daglige Erfaringer. Almuen maa altsaa ledes til flere Kundskabers Kilder; da vil dens Tørst efter disse alt mere forøges, og anden Vei vil dog ingen Fornuftig ansee som mulig til Lyksalighed.“
Ere ikke disse den høiærværdige Geistliges Ord gode, og de samme som Apostelens: „Brødre! vorder ikke Børn i Forstand; men vorder Børn i Ondskab! I Forstand derimod vorder fuldvoxne!“
Glemmer En end Midlet til at uddanne sig og erhverve sig Kundskaber: det at læse — foragter En at lære det, maa han dog i denne sin kjære Sløvhed indsee, at han fik fornuftige Evner, alene for at de skulde dyrkes og anvendes. Har han da ikke en Synd paa sin Samvittighed? jo, en stor Synd imod Gud, hvis Godhed han skulde hædre ved at ære og benytte hans fortrinligste Gave; imod sig Selv, som han skulde fuldkommengjøre
