Overtroen om at den skulde kunne fremvirke nogen Forandring i hans alvise Raad. Jesu Bøn, da Dødsangsten nær overvældede ham, er ogsaa i samme Aand. Den ender med de Ord: „Dog skee ikke min, men din Villie.“ Jesus viser os ogsaa i Math. 6, 5 — 8, hvorledes vi bør bede:
„Og, naar du beder, skal du ikke være som Øjenskalke; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Gadernes Hjørner, paadetat de skulle ansees af Menneskene; sandelig siger jeg eder, at de have alt faaet deres Løn. Men du, naar du beder, gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare! Men naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord, som Hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte, naar de bruge mange Ord. Derfor skulle I ikke vorde dem lige; thi eders Fader veed, hvad I have behov, førend I bede ham!“
At forrette vor Bøn i Eenrum og med vor Familie er det Skjønneste i Huusandagten. At forrette vor Bøn i Samfund med vore Medmennesker (offentlig Gudstjeneste) uden at tage Hensyn til disses ydre Troesbekjendelse, er et kraftigt Middel til at forene os i Kjærlighedspligternes Opfyldelse. Dog maae vi ikke glemme hvad Jesus siger: „Ikke Enhver, som siger til mig: Herre! Herre! skal indgaae i Himmeriges Rige, men den som gjør min Faders Villie, som er i Himlene.“ Math. 7, 21.
At disse Pligter hvile lige paa Alle bekjendes ved Daaben. Vore Forældre og Vidnerne forpligte sig ved denne hellige Skik til at sætte os, ved Opdragelsen, istand til engang selv ved den offentlige Bekræftelse (Confirmationen) at kunne vedstaae dette. Siden gjennem det hele Liv mødes vi ved Christi hellige Erindringsmaaltid (Nadveren) for at bekræfte at vi ville følge hans Bud og lære at forstaae og udøve hans Lære, gjøre den aldeles til vor egen Overbeviisning (efter østerlandsk, Jesu Modersmaals Sprogbrug „æde hans Legeme, drikke hans Blod“) og for naar vi oprigtigen for os selv bekjende og angre vore Synder, at forsikre os om de ville vorde os forladte ɔ: at vor Sjel vil gjenerholde sin Styrke ved at øve sig efter Jesu Forskrifter i Dyd.
