gjorde hans Sværd skarpere til at løse Faderens Baand. Dette Træk maae vi gjøre mere af, end af den Regentduelighed Hakon viste ved at faae Hansestæderne til at holde sig Anordningerne efterrettelige. Vi ere tilbøjelige til at ære Purpuret; dog glæde vi os først, naar vi træffe Mennesket derunder. Dette tør vi elske. Den brave Hakon mistede dog snart sin frelste Fader, da han druknede i Hardangerfjorden 3 Aar efter Befrielsen.
Svartdøden.
En 100aarig Borgerkrig havde gjennemraset Landet. Dog stod det derefter som Ynglingen, der stærk og blussende gaaer ud af Lystkampen. Blodet, som var flydt, syntes ikke at være til større Meen for det Hele end dennes Sved, som hurtig erstattes. Bygdelag havde Oprørere brændt; dog reiste HammerBy sig, Bergen blomstrede, Borge og Kirker fremkneisede, og man tømrede raskt i Dalene, som Fakklerne gennemfløi. Hungersaar taltes; dog ogsaa Aar, da Jorden bar togange Grøde og da Træerne dæktes togange med Frugt. Guldalen var ødelagt i denne Konges Tid ved Elvebrud; dog hørtes ikke Braget over Dovre. Alt hvad der havde ramt Landet stod til at overvinde og var overvundet af Mennesker og Tiden. Men 1349 traf en Ulykke Norge, som selv Tiden, der dog heler alt, neppe indtil denne Dag har kunnet erstatte, ihvorvel det ikke kan negtes, at den senere politiske Elendighed herfor især har Skylden. Det var en Landfarsot, „Svartedøden“ eller „den store Mandedød,“ som da kom med et inddrevet engelsk Skib, hvis Besætning var uddød, til Bergen, hvorfra den snart udbredte sig over det hele Land. Hele Bygder lagdes øde og Folkemængden formindskedes over 1/3, saa den neppe foer værre frem i noget af alle de Lande den gjennemvandrede fra Asien af. Norge sattes tilbage for Aarhundreder. Seent som Furuen paa dets bare Klipper er det siden skudt fremad indtil det vel nu omtrent har naaet hint gamle Norges Opodling og Folkemængde. Thi Trældom er tifold tung for den Syge og Vanære for den Ulykkelige. Sygt og nedtrykt gjorde Landfarsoten Norge; men disse nye og varige Ulykker, Trældommens og Vanærens, fulgte af den Forbindelse med Danmark, som indledtes ved Hakons Ægteskab med den danske Margrethe: Det er først Friheden og Æren, som nu gyder Kraft i Fædrelandets Livsaarer.
