fastsatte den fælleds Konges Pligter. Rigsraadet styrede vel; en af dets Medlemmer Drosten Erling Vidkunnarsøn værnede ogsaa Nordlandene godt mod Russerne. — Constitutionel, forsaavidt derved kan forstaaes, at Grundlovene dog endnu indrømmede Folket nogen Frihed, kan vel denne Norges Forfatning endnu kaldes; og den var det ogsaa i Virkeligheden for Adel og Geistlighed. For Folket, der ikke er det samme som disse Stænder, var derimod al Frihed gaaen tilgrunde. At det saa taalmodigt havde ladet sig det ene Frihedsklenod tage af Hænderne efter det andet, kom af at hine Tiders Frihed var udrunden blot af en naturlig Følelse af hvad Ret var, ei af Begreb, og beroede paa en ubevidst Vane, ei paa Oplysning. Men al Følelse kan skuffes, al Vane sløves og uddøe, hvorimod Begreb og Oplysning stedse er stigende og med dem deres Krav ikke alene paa at beholde men paa stedse at udvide Friheden. Derfor see vi overalt de gamle Tiders Frihed at synke som Templet paa Sandskrænten, medens de nye Tiders oplyste Nationer med sikker Dristighed reise sin højere og højere. Det Modtagne mistes heller end det med Sverd Erhvervede. Det Tilvante viger for det man erkjender for nødvendigt og umisteligt. Almeen Oplysning og Erkjendelse af Frihedens Nødvendighed i en Grad, der svarer til Oplysningen og Sedligheden, er Frihed og dennes Betryggelse. Enkeltes Oplysning er Trældom. Ogsaa i den Slags Oplysning er kuende Stormannavælde. Enkelte Islænderes Boglærdom hindrede ikke det hele islandske Folk fra at behandle sin Frihed som Barnet Kniven; og vakte ingen Modstand som man kunde ventet af et saa ildigt Folk, da Norskekongen tog Friheden fra det, eller rettere da han brød Stykker af den til sit eget Brug. Og i Norge var det Geistligheden og Kongens Canzleres Eneoplysning, der berøvede Folket lidt efter lidt dets Frihed, uden at det forstod hvad det mistede. Kongens Magtsprog og Adelens Pragt var nok til at skuffe dets blotte Følelse derfor. Aar gik; og en ny — Trældommens — Vane indtraadte. Den syngende Fugl i Buret, den tyggende Hest, mange Folkeslags Søvn viser dog, at den maa ogsaa have sine Sødheder. Thingene stode nu tomme; Bønderne, som sad rolige hjemme, fik der at høre, at et Rigsraad styrede Norge, og at dette havde valgt en Konge.
Godt havde det imidlertid været, om K. Magnus altid havde havt slige Raader vedsiden. Hans og hans franske Dronning
