Lovforbedringer. Friheden taber ved en Adels Fremvæxt
og Geistlighedens Magtudvidelse.
K. Magnus d. 6te Hakonssøn Lagabæter (Lovbedrer).
(1262—1280).
Fra gammel Tid af dømtes efter Frostethings- Gulethings- Eidsevjuathings- og Borgethings- Lovene eftersom Provindserne thingede til et af disse Steder. Magnus fik disse Love bragte til Eenhed; men dette er ogsaa Alt hvad der kan siges til hans Roes. Med den Lov, han gav Islænderne vare disse kun lidet nøjde; og burde de da have betakket sig for den, ligesom og for den norske Lehnshøvding, han sendte dem, eller snarere for Foreningen selv, da denne derved fra Kongens Side var brudt. Sligt bør et Folk aldrig taale, ihvad der end maa røstes om Kjærlighed med sin Glemmebog for den Mægtiges smaae Lovbrud. Den der stikker en Fakkel ved Grunden ønsker Luen paa Taget. Fredsind kan det have været, at han til Skotland solgte Sudurøerne; men Svagsind var det, at han ikke holdt Russerne fra Nordlandene; og aftvang den danske Konge sin Dronnings Arv. Værre var det dog med de overordentlige Særrettigheder han indrømmede Geistligheden, idet han tilstod den Dømmemagt i en Mængde Sager saasom Ægteskabs, Testamentspørgsmaal o. s. v., Kaldsbesættelse, særskilt Deel i Lovgivningen, Myntrettighed for Erkebispen, en Eiendomsafgivt m. m.; og værst af alt, at han forvandlede Thingene til Herredage, hvor Adelen alene traadte istedetfor Odelsbønderne. Adelen, denne Classe, som fordrer at offentlige Fortrin skulle i den gaae i Arv, begyndte først fra denne Tid at skille sig fra Folket og at blive synbar i dets Masser. Hertil tjente fortræffeligen Greve- Baron- og RidderTitlerne, som Magnus, efter andre Landes Skik, indførte. Ved Siden af Disse fandt Bonden snart, at han tog sig ilde ud paa Herredagene, og denne altfor beskedne blev da borte, men med ham ogsaa Friheden. Efterat have givet et nyt Beviis paa sit veke om end velvillende Sind i de store Handels-Rettigheder han 1278 indrømmede Tydskerne i Bergen, og hvorfra Oprettelsen af deres „Contorer“ der skriver sig, døde Magnus 1280.
