Ærgjerrighedens Flamme døe hos Denne eller Mistankens Orm hos Hiin. Hakon troede vel at begrændse sin Svigerfaders Planer med Hertugkronens gyldne Ring, som han gav ham 1237; men 2 Aar efter fordrede Hertugen Kongens egen, og tog Kongenavn paa Ørething. Ved Laake paa Romerige slog han med sine Vargbælger Knud Jarl og Arnbjørn Johnsøn; men Kong Hakons Sejer ved Oslo fæstnede igjen Spiret i de rette Hænder. Med Skules Drab i Helgesæter-Kloster ved Nidaros, hvorhen de seirende Bjerkebeiner forfulgte ham, endtes denne sidste af Borgerkrigene. Fra nu af forligtes alle Partier af den fred- og seiersæle Hakon. Lykken holdt ikke længer Retfærdighedens Vægtskaal paa Sværdodden. Ret og Magt forentes atter.
III. EFTER BORGERKRIGENE (FRA 1240—1387).
Norges høieste Velmagt.
Kong Hakon var 36 Aar før han fik ret Ro til at lægge sine ypperlige Regentegenskaber for Dagen. Landet var folkerigt og velstaaende selv under Borgerkrigene; men Freden hævede det til en Grad af Velmagt og Ære, som af det hverken før eller siden er naaet. Det er ikke vanskeligt at begynde Statsomvæltninger — et Brud paa Forfatningen giver Grund dertil, — men at ende dem, er svært; og lykkes kun for dem, der ere ligesaa ædle som store. Hakon var En af disse. Han udstrakte derfor Forsoningshaanden, ikke Strafbilen, da Ingen kunde tviste med ham længer, og Underet skede: Lidenskabsstormene teg og Blodbølgerne stilnedes, som et Aarhundrede igjennem havde rystet og vragtumlet det gamle Rige. Med Freden og Medborgeraanden kom, ligesom Blommer over Marken med de milde Luftninger af Vaaren, alle Velsignelser tilbage. Fra Kongens Hjerte udrandt det dog alt; thi fra det kom Forsoningen, fra den kom Freden, fra den igjen Lovorden, Landsopodling og Handel; herfra da Velnøje og Velstand, og denne reiste da igjen alle de Kirker, Befæstninger og offentlige Bygninger, som under Hakon fremstode, vidnende ligemeget om hans dygtige Forsorg som om at Cultur og Velstand fremskride sammen. At Hær og Flaade holdtes i forsvarlig Stand fik den danske Konge at see, da Hakon gjæstede ham forat paatale nogle Røverier. Det kom dog til Forlig; og senere ægtede hans Søn Magnus den danske
