gerne af Slitungerne spillede Ribungerne Mester i Vigen og paa Oplandene indtil den forrige Bagler, gjæve Arnbjørn Johnsøn og Skule Jarl tvang Sigurd til at overgive sig. Da denne Oprører nu en Tid saaes i Skules Følge, er det rimeligt, at denne, som stedse stod i et spændt Forhold til Kongen, og før ikke havde taget i Betænkning at sammensværge sig selv med Filip Baglerkonge, vilde bruge ham til at ængste Hakon og til at reise Folk med, naar han endelig selv vilde hæve Oprørsfahnen. Men Sigurd begyndte snart Krigen paany paa egne Vegne; og efter hans Død 1226 fortsattes den under Knud, Hakon Gàlins Søn, indtil Denne, efter Nederlaget paa Vormen ved Eidsvold (1227), overgav sig til Kongen, der siden viste ham stor Naade. Resten af Partiet ødelagdes af Værmelændingerne paa Kongens Befaling, som under Krigen havde lært disse med Brand og Sværd, ikke at give Oprørere Tilhold i sine Skoger. 1225 var Bisp Nils død, efter angrende at have tilstaaet, at han ogsaa havde Deel i dette Oprør. Intet Menneske har bragt flere Ulykker over sit Fædreland, end denne Stifter af Baglerpartiet; men hans Bøn paa Dødslejet, at Kongen dog for Guds Skyld maatte tilgive ham, siger heller ikke stort mindre end: bedre havde det været mig, om en Møllesteen forlængst havde været lagt om min Hals og jeg slængt i Havet. Saaledes omtrent maa vel Indholdet af enhver Landsforræders sidste Tanker være — han være den kløgtige Thingmand, Feldtherren, Soldaten der slænger Geværet fra sig, eller Bonden, som bliver siddende naar Budstikken gaaer. Rimeligviis har det været Afsky for denne Forbrydelse, Landsforraad, som afholdt vore Kongesagaers berømte Forfatter, Islænderen Snorro Sturleson, der opholdt sig ved Begyndelsen af Ribungfeiden hos Skule Jarl, fra at gaae ind paa at fremme dennes og K. Hakons Anslag mod hans Fædrelands Uafhængighed. Han skal vel have givet Løfter eller maaskee rettere taalmodig hørt paa hine Anslag; men det lader til, at han kun har sat List mod List, troende det bedre at skuffe en Konge, og det en fremmed, end sit eget Fædreland.
Syttende Borgerkrig (Hertug Skules 1239—1240).
Der løb vel adskillige Aar hen i Fred; men høist fordægtig var den, og slig Fred er ikke stort bedre end Krig. Kongens og Jarlens Mænd laae i aabent Uvenskab, og lode hverken
