Commandoraab have lydt; thi Thrøndelagen var ligesaa bjerkebeinsk sindet som Vigen var baglersk, uanseet endog, at Thrønderne senere i et Trangsaar gjorde Opstand imod K. Inge, i den Tanke, at Afgivterne vare for svære, at Folket bedst bedømmer dette, og at Nød bryder alle Love. Ihvordan det nu har været med dette og andre Kongevalg paa vore gamle Thinge — den Thingmand er ligesaa forrædisk, der lader sig bestikke af Staal, som den, der lader sig bestikke af Guld. Skulde der være nogen Forskjel, da maa det være den, at den Første er Øxen, den Sidste Galgen værd. Strax efter vedtog dog Filip Forlig, der indgikkes paa Hvitingsø ved Stavanger, efter Mægling af Bisp Nils og Erkebisp Thorer, og hvorved Han fik Sverrers Datter Christine tilægte og Vigen og Opland som uafhængig Jarl. Kongenavn beholdt han dog i Folkemund, hvorimod Hakon Gàlin, der saagodtsom var Landets tredie Styrer, maatte afstaae derifra. Om den Mistanke, denne ærgjerrige Mand paadrog sig for et Snigmordforsøg paa Kongens Liv, er grundet, da viser den, hvor stor Forskjel der kan være imellem medborgerlig og krigerisk Dyd, hvilken sidste han besad i høi Grad. Med Omhu vogtede han dog den unge Hakon, Søn af Hakon d. 4de, der opdroges ved Hoffet som sandsynlig Thronarving til lidet Nøje for Skule Jarl, Kongens Broder, som fra Hakon Gàlins Død 1215 havde størst Indflydelse hos den gode, men svage Kong Inge. Hofrænker traadte istedetfor den aabne Partifeide. Enkelte Stormænd troede at kunne beskjære Kongemagten — noget, som ialfald kun tilhører det hele Folk at gjøre, og da paa lovlig Maade. Stormen var forbi, men det pludselige Stille bebudede, at den nok vilde springe om paa en anden Kant. Imidlertid kom dog de atter løsrevne skotske Øer, under denne Sagernes Stilling, tilbage til Norge, tvungne dertil af nogle Bjerkebeiner og Bagler, hvem Freden herhjemme ikke smagte. Geistlighedens Irettesættelser lærte dem dog, at Vikingalivet, som det lod til de vilde indføre igjen, ikke mere passede med Tiden.
Den sverrerske mandlige Ætside kommer paa Thronen.
K. Hakon den 6te Hakonsen, den Gamle (1217—1262).
Bjerkebeinerne, den sverrerske Æts trofaste Værnere, gjorde paa Kongevalget efter Inges Død sin Indflydelse gjældende for den unge Prinds Hakon; og var Almuen overalt enig med dem.
