K. Sverrer d. 1ste Sigurdsøn. (1184—1202).
Modgang styrker Sjelen. Sverrers Aandsforherligelse i den Modgang, hvori han blev opdragen, negter Menneskene Ret til næsten nogensinde at sige, at Modgang kan komme for strid. Bestandig plaget var han af en overmodig Geistlighed, foruroliget af rovlystne Kronkrævere, lønnet med Utak; og, hvad der var det tyngste, formedelst Geistlighedens Bagtalelser, miskjendt af en stor Deel af sit Folk. Dog stod han der midt i Kampen, under Blodiling paa Blodiling, arbeidende for Landets Opkomst og Folkets Sedlighed, beherskende ved sin Aandskraft saa mægtigen de stormende Uroligheder, at han midtunder dem fremelskede videnskabelige Værker (saasom Kongespeilet) og aldrig vaklende i denne Sjelsro, som mere end en pludselig Medgang eller en Vilje, der pludselig strammer sig til et Storværk for atter at slappes, forvisser om den endelige Seir over Ulykker, der synes at have al den himmelsendte Skjebnes Styrke, og endelig selv over Sjelestorhedens værste Fiender Bagtalelsen og Miskjendelsen. Saa mandeligt han førte Haandens Sværd for Rigets Fred, saa dygtigt førte han og Aandens, hvilket fremlyser især af hans mange ypperlige Taler, hvori han snart beviser sin Adkomst til Riget, snart lærer Geistligheden hvad dens og hvad Kongens Ret var, eller og et tøilesløst Krigsfolk „i Fred at være Lam, i Feldten Løver,“ eller advarer mod Drikfældighed, Slagsmaal og anden Used, og hævder en nyttig Handel fremfor den, hvorved fremmede Kjøbmænd gave Landet liden Fordeel i de Overdaadsvarer, især Viin, hvormed de overlastede det for de nyttigere Producter, som de i egne Skibe bortførte. Men skinner Beundringen foran den store Mand, følger Hadet som Skyggen. Paa Sverrers Feldtherredygtighed gjordes ideligen Krav, medens han fik altfor liden Leilighed til at vise Regentens. Først i Graven fik han Fred, som han dog elskede, og først der nævntes han uomtvistet „Kongernes Ziir og Norriges Ære.“
Tiende Borgerkrig (Kuflungernes).
Ellevte Borgerkrig (Mordbrændernes).
Tolvte Borgerkrig (Vargbælgernes). 1185—1190.
Æresposter og Forlehninger stode nu Bjerkebeinerne aabne. Dog finge de kort Sejershvile: John Munk fra Hovedøkloster udgav sig for en Søn af K. Inge og foruroligede Landet i 3 Aar
