altid koldblodig, og sætter sin Høihed i at hæve sig over Moralen. Snart alene rene Fristater have viist, at der ogsaa for Politiken gives Forbrydelser og Dyder.
Ottende Borgerkrig (Eystein Meilas).
Eystein d. 3die Eysteinsen Meila som Modkonge
(1173—1177).
Den mandlige Arvlinje reiste sig atter i Eystein den 2dens Søn Eystein, som fra Gøthaland brød ind i Vigen, indtog senere Nidaros, og blev der tagen til Konge. Hans Parti viste ved den største Kjækhed og Udholdenhed, at et sedligt Øjemed, Ideen om at gjenhævde den mandlige Kongelinies større Ret, mere end Kamp- og Rovlyst, belivnede det; men det fik kun liden Hjælp af Bønderne, som begyndte at trøttnes ved den evige Uro i Landet. Eysteins Mænd fik derover, og ved den Mangel de ofte leed, en bidsk og haard Natur, og hadedes som Ulvene af Alle. Ligesom disse Dyr styrtede de ogsaa frem af Ødemarkerne ligesaa ofte som de didhendreves, og da var det Mord og Brand over alle dem, som ikke gjorde deres Sag til sin. Da de stundom af Mangel brugte Næverskoe, kaldtes de Bjerkebeiner — et Navn de gjorde sig en Ære af, selv da den Tid kom, da de i Skarlagen og fine Skoe fremfor Andre ginge ud og ind i Kongsgaarden. Efter det Nederlag, K. Magnus Erlingsøn tilføiede dem paa Re, og hvori K. Eystein faldt, adspredtes de, for atter at samle sig i Sverig. Men Seiren tilslut er Udholdenheden forjettet fremfor Overmagten; og de gamle Bjerkebeiner har lært Nordmændene en Krigsmaade, hvori der er Frelse, om kun Faae ere tilbage, der voge at søge Fjeldene med Vaaben ihaand, være end det øvrige Land oversvømmet af Fiender.
Niende Borgerkrig.
(K. Sverrers eller Heklungernes og Bjerkebeinernes).
Sverrer den 1ste Sigurdsøn — Modkonge. (1177—1184).
Bjerkebeinerne bleve dog først ret frygtelige, da de i Wærmeland tvang En ved Navn Sverrer, der udgav sig for en Søn af K. Sigurd Mund, til at sætte sig i Spidsen for dem. Men var end hans Moders senere Mand — en Kammager — hans rette Fader, han var dog frem for nogen Anden født til Konge, til
