Sjette Borgerkrig (Sigurd den 3die Sigurdsøns).
K. Magnus d. 5te Erlingsøn
og Sigurd d. 3die Sigurd Munds Søn Modkonge (til 1163).
Jarl Sigurd af Reire fik Sigurd, Sigurd Munds Søn kongekaaren paa Oplandene og paa Ørething; men i Slaget paa Re ved Tønsberg, hvor Erling overraskede ham, faldt Jarlen, Eindrid Unge og flere af den nye Konges bedste Støtter, og om Høsten afhuggede Bøddeløxen i Bergen denne mandlige Green af Kongestammen, som løftede sig imod den qvindelige, hvilken nu blev den herskende.
Geistligheden tiltager sig størst Andeel i Valgretten.
Intet Offer var Erling for stort forat sikkre sin Søn Kronen og sig Selv derved Indflydelsen. Uagtet Danskekongen, da han med Magt vilde hævde Lehnshøiheden over Vigen, togange maatte hjemdrage med uforrettet Sag, indgik dog Erling, forat sikkre sig Hjælp fra den Kant, paa den Ydmygelse at lehntage Vigen som hans Jarl. Større Offer bragte han Geistlighedens Herskesyge, idet han erklærede Riget for et Lehn af St. Olaf d. e. paa det nærmeste af Erkebispen i Throndhjem, i hvis tilligemed den øvrige Geistligheds Hænder Magten til at besætte Thronen kom. Folket lod sig imidlertid ikke sin gamle Ret til at kaare sine Konger eller bekræfte deres Arveret fare; men Erling fik for hiint glimrende men luftige Haab, som han solgte den geistlige Forfængelighed, det formedelst Indflydelsen paa Folkemeningen virkelige Gode, at Erkebisp Eystein, med Pavegesandten (Legaten) Stephanus’ Samtykke, høitideligen kronte og salvede Magnus i Bergen 1164.
Syvende Borgerkrig (Hættesvendenes).
Under Feiden med Danskekongen havde Olaf, en Afætling af Magnus Barfod, reist et Parti paa Østlandet, som bar Navn af Hættesvendene formodentlig fordi de forklædte overrumplede Erling Skakke, da han forfulgte dem ind i Sverrig. Efter Nederlaget paa Stange 1168 forsvandt Levningerne af dette Parti i Danmark. Og da Erling fire Aar efter lod Harald, sin Hustroes Søn med K. Sigurd Mund, henrette, var der Udsigter til at beholde den blodskyllede Throne alene. Herskernes Statskløgt er
