Borgerkrigens første Tider grant at mærke, at Frihedssindet var slappet. Med Fædrelandet forvexledes Kongen, og en selvoffrende Hengivenhed for denne fortrængte Dyder af høiere Værd.
I en saadan Tids Aand, og stolende derpaa, tog Sigurd Slemmedegn den blindede og lemlæstede Magnus udaf Klosteret og trak om med ham til stor Ulempe for Riget. Og var Magnus’s Kongeskab virkeligt istand til at samle Folk nok under hans Banner. Men ved Mjøsminde tugtede den ypperste af hine K. Inges Mænd, Thjostolf Alesøn, Blindekongen udaf Landet, saa han maatte søge Hjælp i Sverig og Danmark. Og maatte han udigjen, da han indkom med Gøthajarlen Karl Sonesons Svensker, og ifra Konghelle gjennedes Sigurd, da han didkom fra Vesterleden. Ellers hændte det i Mindeslaget, at den vesle Kong Inge kom til stor Legemsbræk, ved midtunder Kampbulderen at falde fra Thjostolf, som bar ham i sin Kappeflig.
men Norges Krone Inge bar saamangen Æresdag. — “
Thjostolf slog ogsaa Magnus og Danskekongen bort fra Osloe, som de dog skyndte sig at lægge i Aske efter sig; og fulgte Inges Fosterfader Amund Gyrdersøn dem langt tilsjøs. Omsider endtes disse Feider med Slaget ved Holmengraa, hvor begge Kongebrødrenes Flaader lagde sammen med Magnus’ og Sigurds. Denne Sidste blev fangen og leed Pinseldøden med den heltemodigste Standhaftighed; Magnus fældedes af samme Kastespyd som den trofaste Reidar Griotgardssøn, der beskyttende holdt sin ulykkelige Herre i Favnen. (1139).
for gammel Grev,
som Dødsensljaen bøjet,
saa skjælv som Blad i Aaspelund,
er Kongen tidt kun Skjolderund,
en Hætte kun,
der dækker Skalkeøjet.
den Livets Ven
med Mø og Mor derhjemme,
sin Konge salver med sit Blod,
og tør for ham til Skjold imod
hver Pileod
sit bløde Hjerte stemme.
