eggede Magnus til Fredsbrud. Hakons Død af Forkiølelse efter en Rypejagt paa Dovre befriede ham vel for en farlig Medbeiler, men Opstand reiste sig nordenfjelds, som først endtes med Høvdingerne Thorer af Steigs, Hakons Fosterfaders, og Eigill af Urlands Henrettelse. Lehnshøvdingen Svenke Steinarson ved Gothelven, der fornegtede Kronens Rettigheder, maatte vel falde tilfode; men Skofte af Giskø valgte heller, end i en Retstvist at give efter for den myndige Konge, at udvandre med sit hele Huus til Sydlandene. Det var mandigt, at han paatalte sin formeentlige Ret mod selve Kongen, men maaskee var den Udvei, han greb til, valgt af krænket Forfængelighed alene, som Stormændene saa let forvexle med den sande Ærekjærhed, der findes hos enhver Mand, der er Friheden værdig.
Krige udenlands. Norges Herredømme udvides.
K. Magnus Valgsprog var „heller Berøm end langt Liv“; men det Berøm, han søgte og vandt, var Erobrerens, ikke det sandt kongelige, der holder een Ager erobret fra Ufrugtbarheden for bedre end tyve fra Fienden vundne. I de skotske og engelske Farvande tilvandt han sig i to Feldttog Sudurøerne, Man og Halvøen Cantire, og stor Indflydelse i Irland. Derimod havde hans uretfærdige Indfald i Sverige kun Ulykker for de svenske Grændsebeboere til Følge, men ingen Gevinst for Magnus uden Æren af Seiren ved Fogserne. Magnus’s Giftermaal med den svenske Kongedatter Margrethe (Fredkolla) endte denne Feide, hvori hiin Skoftes Sønner Find og Augmund udmærkede sig: den Første ved et tappert men uheldigt Forsvar, den Anden ved paa en Flugt at frelse Kongen ved at iføre sig hans Vaabenkjortel — Fortjenester som Denne glemte. Sjeldent er det ogsaa, at Konger ikke glemme Mennesket over Kongen, hvilket kommer af det Begreb om sig Selv, som Smigrerne og deres næsten altid uforholdsmæssig store Magt indgiver dem. Paa et Tog til Irland 1103 faldt Magnus i et skarpt Slag, hvorunder den oplandske Høvding Thorgrim Skindhuve og hans Bueskytters skammelige Flugt fortjener at omtales, da dette er den eneste Feighed den ældre Historie bebreider Nordmændene i fremmede Lande. Der siges, at Rigsvaabenet den gyldne Løve i rødt Feldt, til hvilken siden den til en Hellebard forandrede St. Olafsøx er lagt, herleder sig fra Magnus Barfods Skjold og fra hans Skar-
