og vred sig altid unna. Efter 20 Aars Feide forblev han i uantastet Besiddelse af det Rige, hvortil Folket kaldte ham. Norges vigtigste Gevindst var Oslos Anlæg for Krigens Skyld 1058.
Stormandsvældet kues.
Harald forligtes ilde med Magnus. Det var mere som Søn og ilsindet Menneske, end af Herskervilje, at denne havde ladet enkelte Stormænd føle sin Magt. Han forligtes godt med de andre, omendskjøndt han ikke var bange for at lade selv Einar Thambeskjælfver vide, at han var Konge, saa ung han var, da denne framvise Mand fraraadede Svend Ulfsøns Udnævnelse til Kongejarl i Danmark. Det var enkelte Stormænd, Personerne, Magnus vilde tillivs, men ikke Stormandsvældet selv. Men dette vilde Harald, den barske Soldathøvding. Dog blandede sig i dette Hu personlig Lidenskab. K. Magnus’s Venner vare ikke Haralds; og mellem dem bød den gamle Einar, der havde staaet saa fremragende og fast ved Magnus’s Throne som Gudebilledet over de gamle Tiders Høisæde, ham Spidsen fremst. Og han havde Indflydelse paa Høje og Lave, da baade Stormændene vare blevne folkeligere, og Einar betragtedes som Folkets Mand. Da Han og Hans vare imod Feiden mod Danmark, blev denne aldrig til Folkets Sag, og den store Hærkonge maatte ofte føre den kun paa Vikingeviis. Hvad Frygt Harald havde for denne Høvding sees af hans listige Paafund at sende Bestikkelsesbud til denne i Svends Navn. Vel rørte det Harald at høre den vakkre Gubbe svare, „at han var vel ikke Haralds Ven, men vilde aldrig vorde Forræder, men værne Fædrelandet, om Angreb skede.“ Dog, da Einar gik saavidt i sin Myndighed, at han dræbte en af Kongens Frænder, og voldelig befriede en Lovbryder: saa nedlod Harald sig i Harme til Nidingedaaden, at lokke den 70aarige i sin Hal og der nedhugge tilligemed Sønnen Eindrid. Kun ved at tye til det dobbelte Svogerskab med Find Arnessøn, fik han ilsomt Forlig istand med Oplands-Høvdingen Hakon Ivarson af Hladeæten, der skulde paatale Udaaden, og den ulmende Opstand dæmpet. Han var dog langtfra tilsinds at holde Forliget. Kalf Arnessøn som desifølge tilbagekaldtes, faldt i Danmark, som der sagdes, omtrent som Urias for David. Den skuffede Hakon drog til Svend, forlod ham vel siden, og bidrog til Nisaaseiren, men da Harald efterstræbte ham fordi
