bigangne, hører nemlig, at de strax uddroge at værne den unge Konges Rige mod den danske Konge Haardeknuds Krav, og istandbragte det Forlig, at den Længstlevende skulde erholde begge Riger. De iagttoge ellers i Alt hvad der sømmer sig gode Fædrelandsvenner. Alligevel blev det dog, efter Kalfs Flugt, farligt for alle dem, der havde Deel i Stiklestadsejeren; og først Folkets høilydte Knurr og redelige Raadgivere, der viste Sønnen hvortil Lidenskabelighed havde ført Faderen, standsede Forfølgelserne. Neppe skulde dette Brud paa edeligt Fredssagn (Amnesti) været taalt, om ikke den agtede Einar Thambeskjælfver, som ingen ligefrem Deel havde i Olafs sidste Ulykker, havde staaet ved Kongens Side, og om ikke Faderens Hellighedsglands syntes at blande sig i de Straaler, som Sønnens Krone stedse længere udskjød. Det var dog paa høi Tid, at Magnus bøjede Øre til Raad som dette den berømte Sighvat Skjalds:
Dig at gjøre Kongeord
til en fuul, tvetydig Gaade?
Det er dristigt her i Nord!
Mænd, som bryde ei Geled.
Konge vinder Træl ved Gave,
gjæve Mænd ved Agt for Eed.
hvide Skaller sammen tyst!
om Normannafolkets Blikke
skulme ned i oprørt Bryst!“
Siden forblev Magnus en Hædersdrot, saa Folket kaldte ham „den Gode.“ Lovene samlede han i en Bog „Graagaasen“, hvorved der skede hans Fader Ret og Ære, da flere af dem vare af ham.
Danmark forenes med Norge.
Ved Haardeknuds Død 1042 forenedes Danmark, efter Forliget med Norge. Dette gjengjeldte Ondt med Godt; thi ved Jomsborgs Ødelæggelse og Slaget paa Lyrskovs Hede holdt Normændene med sin unge Heltedrot i Spidsen de vilde hedenske Vender fra Danmark, som de jevnlig pleiede at hærje. Alligevel
