Jarlerne Erik og Svend Hakonssønner.
1000—1016.
Norge i Lehnsforhold til Sverig og Danmark.
Sejerherrerne delte Norge imellem sig; dog fik Erik Jarl, foruden sin egen Trediepart, Danskekongens Deel at styre, medens Broderen Svend stod for Resten under svensk Høihed. Olaf Tryggvessøns Svoger den mægtige Erling Skjalgsøn paa Jeddern havde dog store Forlehninger paa Vestkanten, ligesom og Einar Thambeskjælfver, der fik Jarlernes Søster Bergliot tilægte, i det Throndhjemske. Saaledes søgte de nye Herrer at gjøre sig Venner af den gamles. De indre Oplande beholdt sine Styrere iro. Jarlerne regjerede fortræffelig. Skjøndt Christne i et Land, hvor endnu mange Hedninger fandtes, gjorde de dog ikke sin Tro gjældende ved Magten. Samvittighedsfriheden var dem ligesaa hellig som Borgerfriheden, og de overlod Fredens Religion i Fred at vinde Seiren over Kampens. I den ædle heltemodige Erik maatte det vel blive klart, at Christendommen, som man befrygtede, ikke qvalte Heltemodet; og alle denne Regjerings Dyder syntes at have maattet være bedre Christendoms-Talsmænd end Thangbrands Thordenrøst, Olafs Sværd, det bragende Globækken paa Kindrifs Bug og den hvislende Orm i Rauds Gab. Og dog lader det, efter alt hvad Jarlernes Eftermand fik at gjøre, som om Hedenskabet gjorde Tilvæxt under disse. Men efter et Tryk er Tilbagedrevet naturligt, og i mange indre Egne havde endnu ingen Kirkeklokke lydt.
De mildere Tider viste sig dog i Strafsættelsen for Holmgangen, i de mange Fredsaar og i det gamle Kjøbsted Steinkjærs Fremhjælp. Under saadanne Idrætter bortkaldte Lehnspligten Erik Jarl til at bistaae den danske K. Knud Svendssøn i Erobringen af England, hvorfra han ei kom tilbage.
Olaf den 2den Haraldssøn, den Hellige.
1016—1029.
Haarfageræten hæver sig igjen paa Thronen.
Under Jarleregjeringen havde Olaf, Harald Grænskes Søn, fra sit 12te Aar ført et, efter den Tids Mening berømmeligt, Sjøkongeliv. Moderen, den stormodige Aasta, glædedes ved Rygter
