Hopp til innhold

Side:Wergeland Samlede skrifter trykt og utrykt 4 B1.pdf/416

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

slog med sit Spiir paa Mærethinget, da Jernskjægge faldt; og om ikke mellem de Masser, som dreves hen til Steenkorsene og de nye Kirker, havde været Mange, som havde indseet den Vildhed i Sederne, som maatte falde ved Afguderiet, saasom Blodoffrene, Børnsudsættelsen, Trælstanden, Seidkunsterne og Sjørøveriet. Vanskeligere faldt det maaskee dem som os at indsee hvortil Forbudet mod at spise Hestekjød egentlig skulde. Imidlertid have vel Præsterne troet at burde belægge med Forbandelse denne hedenske Offerret, som fristede baade de hemmelige Asavenners Mave og Sind.

Sammensværgelse mellem Kongerne af Danmark og Sverig og de udvandrede Normænd mod Olaf.

Ved Nidaros (Throndhjem), som Olaf 998 havde anlagt, byggede Thorberg Skafhug ham et herligt Skib „Ormen hin lange“. Det førte 100 Aarer, holdt en 60 Alen i Kjølen, og bar sin lueforgyldte Dragesnabel og Stjert højere over Vandet end alle andre Skibe. Overtalt af sin Dronning Thyra, danske K. Svends Søster, drog Olaf, i Spidsen for 60 Langskibe, paa Ormen lange til Venden for der at afkræve Thyras fraskilte Mand K. Burisleif hendes Medgivt. Maaskee fristede dette prægtige Skib og det hele Optog ligesaameget Olafs eventyrlige Sind som hans Mod harniskedes ved de Advarsler for Kongen i Danmark og de øvrige Fiender i Udlandet, som hans Trofaste ikke undlode at give ham. Der udklæktes ogsaa strax af Sigrid Storraade, nu K. Svends Dronning, som af Olaf under et Frieri var bleven dødelig fornærmet fordi hun ei vilde forlade Hedenskabet, et Forbund mellem K. Svend, Olaf Skjødkonge i Sverig og Jarl Hakons fordrevne Sønner Erik og Svend, hvem mange formedelst Olafs Voldschristning udvandrede Nordmænd omgave. Den Ulykke, som rammede Olaf kan altsaa tilskrives hans Troessværmeri, en Lidenskab, som ikke er mere fri, end enhver anden overdreven, for at bære Fordærvelsen i sig.

I Sundet ved den vendiske Ø Svollder førtes Olaf (9. Septber. 1000) af Forræderen Sigvald Jomsborgjarl midt indimellem de forenede Flaader. Skjøndt der end var Tid til at komme tilhavs, hvor alt alle hans Skibe, paa 11 nær, befandt sig, lod dog Olaf Seilene falde til Kamp mod den mangedobbelte Overmagt, er-