Følger af Undertvingelsen. Folkefriheden var ilde tjent da som altid med Sejervældet. Hvor Harald kom hen tilkjendte han Kronen al Odelsret, og fornedrede Odelsmændene til sine landskyldpligtige Leilændinger, som liden eller ingen Indflydelse havde paa Styrelsen. Derfor gjorde Thrønderne Opstand, som Ret var; Kampen var skarp overalt fra Folkets Side, men svækket ved mange Høvdingers Forræderi, og mange af de ypperste Slægter forlode for bestandigt det aaglagte Fædreland. De søgte sig nye Hjem i Island, som derved først befolkedes, og hvor de stiftede en Fristat, som blev et overbevisende Vidnesbyrd om den republicanske Regjeringsforms Fortrinlighed og særegne Drivekraft til at gjøre Stater blomstrende og udvikle Menneskeaanderne. Andre drog til Jæmtland og Helsingland; men den største Mængde af misfornøjede Normænd tyede tilsjøs, og forøgede de Sværme „Normanner“, som paa denne Tid hærjede Europas Vest- og Sydlande. Endeel holdt til paa Shetlandsøerne, Ørkenøerne og Færøerne; men Harald drog did selv og rensede disse Vikingabol, hvilke derved underlagdes Norge. Enekongens strengere Justiz har dog nok gjort Flere landflygtige end Frihedskjærlighed. Saaledes maatte selv Rognvald Mørejarls Søn Rolf for Strandhugs (Proviantrovs) Skyld udvandre, hvorefter han satte sig fast i en af Frankrigs bedste Provindser, der af ham og hans Følge fik Navnet Normandie, ægtede Kongens Datter og blev Stammefader for en Æt, der inden kort Tid indtog England og gav det Konger i lang Tid.
Med de bestandige Feider med Smaakongerne havde det nu en Ende, Stormændene maatte tæmme sin Voldsomhed, Sjørøveriet sattes Grændser, Handelen tiltog, og Norge fik Betydenhed mellem Landene. Statsindtægterne, Forsvarsvæsenet og Retsplejen ordnedes især ved at indsætte i Fylkerne Jarler og under dem Herser. Jarlerne nøde 1⁄3 af Kongens Indkomster og skulde stille 60 Krigsmænd, Herserne, med mindre Indkomme, 20. Disse baade militaire og civile Embeder forførte mange Smaakonger og andre af den forrige Tids Stormænd til at gaae over paa Erobrerens Side, og gav Riget en Lehnsforfatning, som kun lykkelige Omstændigheder, der gjenhævede Folkets Frihed og Nidkjærhed for denne, og Kongernes Dygtighed holdt inden saa-
