3) Gud vil ved en Landfarsot vise Dydens Værd og Lastens Uværd.
Dette er høist iøinefaldende i ethvert Ulykkes- og Fares-Forhold, og da vel særligen i dette. Det forhen rolige Hjerte skal, idetmindste for sig selv, ikke slaae uroligere under Dødens Vinger. Der var ingen ond Samvittighed i det Bryst som trodsede Storhavets Bølgeslag forat redde et Medmenneske. Der var Bevidsthed om en god Sag i de faa Tappres Skare, som stode for Fædreland og Frihed mod Overmagtens Thordener — i den hjemlige Dal mens de legionpandsrede Høje vare som lynbremmede Skyer omkring dem. Det er de retskafne Borgere, som vogte Ordenen i Forstyrrelsen, og holde Samfundet sammen om det truer at briste. Det er de ædle Christinder, som opsøge Nøden i Vraaerne, aftørre Taarerne, mætte Hungeren og klæde Armoden. Det er den Dydige, som behersker Elementerne med sin rolige Pande. Det er Kjærligheden, som opreiser sit Sæde i Ødelæggelsen. Det er Barmhjertigheden, som lever i Nøden. Da sees disse Herlige. Da lader Gud deres Glands frembryde i Sorgmulmet, deres høje beherskende Røst, deres milde Trøststemmer som et himmelsk Chor lyde i Undergangen. Der staaer den Dydige — fast ved sin gode Samvittighed — rolig som tilforn i de sikkre Dage — ophøjet over Ulykken — liig en Klippe i det fraadende Hav, hvorhen Ulykkelige redde sig. Synet af ham indgyder Mod; i hans Arm er der Hjælp. Ham overmander ikke Frygten. Han indbilder sig ikke at Faren er større end den er. Han glemmer ikke, selv om den rammer ham selv eller dem der voxte ved hans Hjerte, at prise Gud med Hjobs Røst og Hjobs gudhengivne Sind.
Men hvo ere disse Forvirrede om ham? disse Forfærdede, disse Blegnende, Raadvilde? Ak! det er Disse, som maae misunde ham hans Hjertero, som mangle dette ypperlige Skjold, som frygte Døden for det Livs Skyld som henrandt, Rædslerne heruden for Rædslerne i sit Indre! Ak! vi ville ikke nævne dem — det er Disse, som nu angre, at de ikke have været som den Dydige, for nu at kunne være som Han. Dog maae vi tilstaa: den naturlige Frygtsomhed antager i visse Gemytter hele den onde Samvittigheds Ængstelse og er det jo ikke. Vi maae derfor vogte os for at dømme; men heller erindre saadanne
