alle. Er os Leilighed berøvet til at vise vor gode Villie, saa tabe vi dog Intet i sædeligt Værd, i Guds Naade.
Kjøds Spægelse, Selvpiinsler, Ofre og andet deslige fjerner os altsaa derifra; thi hisset ville vi overtydes om at saadant er Daarskab, tvertimod Guds Vilje, der saavel har skrevet sine Fordringer i den legemlige som i den aandelige Verden.
Af 10de og 11te: Det følger af Menneskets baade sandselige og aandelige Natur, at det ikke er saa godt og fuldkomment, som det indseer at det kunde og burde være. Der er en Strid i dets Væsen, hvilken dog ikke i sig selv er ond, thi deraf udgaaer vor Aand som Sejerherre eller og som Betvunget. Den kaldes Kjødets Strid mod Aanden. Uvidenhed er en Forræder i denne Strid mod Aanden, og da fremgaaer Kjødet (Sandseligheden) i Sejer som den falske Egennytte, der fremføder Forbrydelserne. At foragte og hade sit Legeme, fordi det kan friste var at foragte Guds Gjerning. De Tilbøjeligheder, som nærmest komme fra Kjødet ere ikke i sig selv onde, men farlige fordi de ere stærke, heftige og behagelige, og kunne, naar vor Fornuft ikke strax veed at tøile dem og benytte dem til ædlere Formaal, underkue vor hele Aandsstyrke. Kjødet eller de sandselige Tilbøjeligheder, deres Forgjængelighed bevidste, byder: stræber efter Lyksalighed i dette Liv. Aanden, sin Evighed bevidst, byder: stræb efter Lyksalighed i det tilkommende Liv. Begge have Ret efter hver deres Natur. I begge Sætningers Forening ligger da Guds Villie, thi han skabte og forenede inderligen Sjel og Legeme. Men da Aanden er vor vigtigste Deel, maa det hedde: „tænk ved dine Handlinger nærmest paa din Sjel.“ Dette er det samme som at henvise til Samvittighedens Domstol, og, handle vi efter Samvittighed, saa ere vi brødefrie. Men vi ere kortsynede, og Samvittigheden af Naturen ikkun en Følelse, altsaa dunkel. Den maa uddannes med Indsigten. Altsaa er der endnu en højere Grundsætning og Anviisning til vore Pligter, nemlig denne: „lær at kjende din Bestemmelse, og hav den nærmest for Øie ved din Handling.“ Men vor Bestemmelse er jo netop det samme som Guds vor Skabers Hensigt og Villie med vor Tilværelse. Altsaa bliver vor Grundsætning en Sandhed, som vi antage som Regel for alle vore Handlinger, for vort hele Liv, som Grundlov for vort Væsen: „lær at kjende Guds Villie og stedse at handle efter denne“ ɔ: „stræb efter
