ken, naar Alt maa kaste sig ned for ikke at fortæres. Det skal være vor seirende Kraft i Ulykken; thi i disse Ord er der Besindighed til at raade den imod og Erkjendelse af gudgivne Evner dertil og Tiltroe og Haab, og dog den Ydmyghed som giver Gud Æren. Ja, lader os bede saa, at vi maae faae den skjønneste Erkjendelse i Himlene som paa Jorden: at vi elske Gud mere end Hans Velgjerninger. Giver vor Samvittighed os denne højeste Roes, da skal vor Forstand bekræfte os denne herligste Sandhed, at alle disse Skjebnens Thordenslag kun ere Høitidshilsener fra Guds Himmel, der sendes os for at styrke, belære, prøve og kalde os. Amen!
Joh. 4 C. 46 V.
„Herre, kom ned før mit Barn døer!“ — dette Raab høres nu i Landet; thi Døden er udsendt i sin Vælde.
Dødsengelen fra Gud udfoer,
og mejende han gjennemjagter
i Landfarsot skrækslagne Jord.
Døden er udsendt. Ingen veed over hvilket blegnende Hoved den i næste Stund skal suse. Derfor raabes der fra Mange: „Herre, kom ned før mit Barn døer!“ — fra ømme Forældre virkeligen over kjære Børn — fra Den, hvem et Haab, en Plan er som et elsket Plejebarn — fra Den, der nærer en pligtmæssig Kjærlighed til Livet som en dyrebar Guds Gave, som fra Den, hvem dette Liv var Skjødebarnet, mens Tanken om hiint højere letsindigen forstødtes.
Der foregaae velgjørende Forandringer i det menneskelige Sind under saadanne Omstændigheder. Gudsfrygten viser sig i sin rolige Høihed; Retskaffenheden feirer sin Triumf — den, den aldrig søgte; Redelighedens rolige, stille, sikkre Trin høres gjennem en Verden, af en Verden med Ærbødighed, som sjelden erkjendte den; og om Fromheden har nogen Glands, da har den den da. Som den vesle Blom i Mosen staaer rolig, end ei rystende Duggen af sit Bæger, medens Stormen farer over den, brydende Træernes Kroner, saaledes da det fordringsløse Retsind; — og Verden, som seer det, troer at have fundet noget
