Hjord og een Hyrde?“ — dette hans kosmopolitiske Emblem, hans skjønneste Aforisme, dette Sprog, hvori netop den Kosmopolitisme eller Forløseridee, Indsenderen ovenfor tillagde ham og afstak hans Plan for, heel fremglimter fra hans Sjels Dybde? Een Udvei gives der dog for Opfylden heraf, nemlig, at opløse Profetien didhen, at dog Jorden engang skal bære en Menneskehed, der er lige dydig og forstandig, uanseet Troeslærens Forskjellighed, hvortil de bekjende sig — at een Idee om et fuldkomment Menneske skal foresvæve alle Mennesker og at de naae denne. Men skal denne Fortolkning antages — omendskjøndt man da vilde see dydige Arabere, dydige Franker, dydige Otahaitere, dydige Jøder, istedetfor dydige Mennesker, — da antages ogsaa med det samme alle de Troessætningers Uvigtighed, som til en saadan Fuldkommengjørelse ikke have været nødvendige. Mahomedanernes Lære om de 7 Himle o. s. v. antages da at have været lige unødvendig for de Millioners Salighed, der have troet og svoret og endnu troe og sværge derpaa, som de Kristnes Lære om Jomfruens ubesmittede Undfangelse o. s. v. for de Millioner, som have troet og svoret og troe og sværge derpaa. Det er netop denne Erkjendelse, som Afhandlingen i 7de Hefte har ønsket vakt før denne sene Tidens Fylde — den Menneskenes guddommelige Kræfter kunne fremkalde.
Men har man end lagt Vægt paa den tilsyneladende naturlige og psychologiske Omgrændsning af Religionernes Gebeter, for at bevise Utænkeligheden af en Religionsharmonie: saa har man dog to vældige Lodder tilbage i Skaalen for denne, nemlig
1, Folkemassernes Raahed, som baade for en Deel er bevirket ved de unødvendige Mysterier i enhver Religion, og igjen har understøttet disse. — Men Raahed, ja endogsaa Sæder, ja Tro — man erindre Arianerne og de forskjellige Reformationer — er overvindelig. Og
2, at alle Religioner have alene de nødvendige Troessætninger, saavelsom og Sædelærens Hovedbud tilfælleds.
Er nu Raahed en Følge af Uvidenhed og denne igjen udledelig for en stor Deel deraf, at Folkeunderviisningen, efter de Bøger, som dertil tjene, hovedsagelig beskjæftiger sig med at indpræge ufrugtbare, Tænkning nedknugende Troessætninger: saa — lad slig Underviisning fare, og Raaheden og Uvidenheden skal vorde
