og Ægtesengen. Den tænder jo sin Fakkel i samme Lue som Hymen sin. Rænkerne sprede jo sine Net, Forfølgelsen og Chicanen hænger jo sine Angler ved Ynglingens Fod, og fæster sine Tvekroge i det unge Haabs Vinger. Ondskaben sigter jo efter Hæderen. Bagtalelsen skjænder det blyge Rygte. Misundelsen er jo den faste Rotte i Ærens Huus. Hadet slider i Hjertets Nerver, Nidet i den ædle Harpes Strenge. Ak, hvi skal alt dette Onde, hvis frygtelige Følger anklage Eder for det Brug I gjøre af eders Herredømme over denne skjønne Jord — hvi skal det ikke lære eder Godtroens Fortrin for Skinsygen? Mildhedens, Barmhjertighedens, Kjærlighedens for hine rædsomme Laster? Forgjæves, forgjæves skulde de personificere sig og pine og dræbe eder. Dog de personificere sig jo disse Morderengle! Hvilken Svovelvinge hvifter ikke over dette gustne Prokuratoransigt? hvilke Flammer brænde ikke paa dette Judashoved? hvilke Slanger snoe sig ikke i denne Critikkaklers Smiil? hvilken infernalsk Damp omsvæver ikke denne Lovelaces giftige Mund? hvilket sydende Beeg bobler ikke i disse Øine? og hvem savner Vingerne, Dragevingerne paa denne Bagtalelsens Furie, som farer fra Huus og til Huus? De personificere sig disse Djævle; men forgjæves! Selv piinte og døende under deres Hænder, pine og dræbe I hvad der er under Eders. —
Dog I slagte jo hinanden indbyrdes. Nylige døde jo et Folkeslag. Levningerne have jo maattet redde sig til Havet, og et Fædreneland er bleven en Grav. Hvorledes kunde da vi, Eders lavere Brødre, fordre Mildhed, om vi endog skulle døe? Jo — det er jo kun Adamsætlinger, der vove at ville være frie, eller Forbryderne, som I dræbe. Og Vi opløfte jo ikke vore Ønsker til Frihed. Og hvad have vi forbrudt, at vi ikke engang kunne døe som Forbryderne imellem Eder? Thi dem myrde jo Tidsalderens Herrer, Juristerne, med største Mildhed, med eet Slag. Men Vi? ak, jeg har seet Døden zittre igjennem ømme Nerver i lange Timer. Fuglen skal ophænges ved Benene indtil den døer eller pidskes død, forat Lækkertanden ikke skal trættes. Millioner af blodrige Kjør aarelades aarligen tildøde, for at en gjerrig Huusmoder kan vinde en Pot Blod mere. Kun det forjagede Vildt faaer Bifald af en forbrydersk Smag. Snogen skal døe i Myretuen til Tak for den befrier Logulvet for Muus. Padden skal vippes ihjel, til Tak for den æder besværlige Insecter.
