De Forbrydelser I begaae mod Dyrene, Mennesker, ere uhyre. I fritage eder Selv for Torturen — dens Veeskrig lyde endnu kun i Tunis’ og Agershuses Bagnoer. I have et høit Begreb om de dyriske Nervers fine Følsomhed hos eder Selv; men I forglemme, at disse ømme Nerver ogsaa forgrene sig igjennem alle de Dyrrækker, der vrimle imellem Jordens Ypperste, som opløfter sin Pande som en skinnende Stjerne, og Polypen, hvis Arme grenes i Dybet. Eller har ikke eders egne Smerters og Drifters Særsyn, dem vi Dyr ogsaa yttre paa samme Maade, Forplantelsen, Fødslen, Væxten, Døden formaaet at vække eders Eftertanke i denne Henseende? Knytte I ingen Tanker til Dyrets Klynken eller Glædeslyd? Er Hundens forunderlige Evne til at spore, Hestens til at finde Vei og Sted ikke værd eders Opmærksomhed? Troe I, at den Hund, I ubarmhjertigen lemlæste, hungre og prygle, kun har sine Nerver i den sorte Næse — disse I vide saavel at gjøre Eder tilnytte? Skulde det mere være Uvidenheds- end Ondskabs-Synder, I begaae mod os Stakler, da betenker dog hvorlidet slig Uvidenhed anstaaer en Slægt, der siger sig at fostres af Oplysningens Aarhundrede! Denne Slægt burde vide, at der gives Øjeblik i Dyrets Liv, da dets Nerver anstrenges til en Grad af Bevidsthed. Dette er ikke Velbefindendets Øjeblik, men den højeste Glædes og Vellystens eller den høje Smertes. Men hos Eder nærme disse Øjeblik sig til Ubevidsthed: I føle Eders Væsen opløst i et Behag eller i Vee. Disse Øjeblik føre os nærmere hinanden: de opløfte os, og I ere da næsten alene Dyr. Den Bevidsthed, I da have, naaes af Dyret paa det nærmeste. Men Hvem er der nu imellem Eder, som har Medynk med den elskovsberuste Aarfugl, med Skogduen i det Øjeblik den bøjer sin Hals over den kjelne Mage, lader Vingerne synke og lukker Øjenlaagene, at hun ikke skal forfærdes over den Ild og smægtende Dunkelhed, som opfylder dem? Nej, just da brænde I efter at gaa tilskogs med Riflen under Armen. I lure netop efter disse Øjeblik, som Naturen troede for ædle og søde til Ondskab, og derfor gjorde dem værnløse. Den Hulde, som indvier sig Furierne, om man forstyrrede hende i et Kys, og som før gav sit Haab hen om en himmelsk Salighed end om engang at nyde den, en Barbars Kugle berøvede Skogduen, hører med Beundring om hvor let hendes Elsker sneg sig hen under Træerne, saae Fuglen i Gran-
