herren ligesaalidt undvære som Krydset og Manskjetterne; og under Navn af Vid og Elskværdighed skulle disse Egenskaber spille i ligesaamange Farver som Brillanten paa hans Bryst, i ligesaa mange Bugter, som hans evindeligen løse Smiil. Men hvor er den borneanske Jockoabes ømme Erkjendtlighed? Orangutangens Mod? Bavianens Forsynlighed? og Hvem af dem Alle kan dreje en Steg eller bøje en Finger for Maden? — Og Paafuglen? O Himmel, der omslutter os Alle: Cheruben og Flyget, der døer med Øieblikket! hvormange Bryster saae jeg ikke paa en Parade løfte sig under fortjenstløse Ordener? — Rækken glittrede isandhed som en udslagen Paafuglehale. Hvormange Naader og Frøkener og Madamer slaae ikke Hjul? Hvormange unge „Kongens Tjenere“ sige ikke „kytt“ idet de briskende slæbe Klingen efter sig som Kalkunskhanen sine Slagfjædre? Men hvem af hine bekymrer sig om disse Fugles Godmodighed eller Flid i at søge efter Føde i Støvet? — Og Ulvens blodgjerrige Graadighed? Ha, prale I ikke af at have Tigre til Konger, og brølende Løver til Landets Fædre? Men naar sprunge disse Løver foran i Kampen for Landet? De joge Lammene foran sig; og Pilene bleve aldrig hængende i deres Man, i Kongekaaben. Der var en Løve, som, for en udtrukken Torns Skyld, fulgte en Slave som en Hund. Men siig til hiin Løvekonge eller Kongeløve: „der er en sledsk men giftig Hugorm, som snoer sig om din Ankel“ — og du skal føle Kløerne i dit Hjerte. Siig: „du styrter rasende afsted, store løvehjertede Konge, fordi en Skorpion har rodet sig ind ved din Hale“ — og du skal bortrives først i de forfærdelige Sprang. Jeg siger Eder: I ville have Ulvens blodgjerrige Gridskhed, og I befinde Eder vel derved og eders Mammons Rovdynge voxer. Men hvor er Ulvens Beskedenhed, at han skjuler sig og sit Rov i Skogenes Mørke, og lider skrigende Hunger paa de øde Bjerge før han røver? I opdynge Byttet pralende — I røve om I ere mætte — I tør medbringe eders gridske Øine i Templerne, og det skumle Vargblik gleimer rundt om Thingstedet — Eders Ulve besætte Dalene og fare over fredelige Sletter og midti Stæderne høres deres Hyl uden at vække Opmærksomhed. Kun da, naar En bliver en Hyæne, og æder Mødre og Enker, da studse I, og raabe: ikke ganske saa! kun Ulvegrumhed er tilladt i Nord. Kun da vækkes I, naar En
