TALE TIL
MENNESKELIGHEDEN I MENNESKEHEDEN
AF VESLE-BRUNEN
UDGIVET AF HANS VEN HENRIK WERGELAND
Mennesker, særligen I Mænd, Jordens Herrer! Den Tid er, da alle Undertrykte reise sig paatalende sine Rettigheder. Ja selv Qvinderne gjøre det — Disse der hidtil kun agtedes for Mellemled, hvor skjønt flettede de end kunne være, imellem Eder, Mænd, og os Dyr, eders „stumme Brødre i Støvet“, som En af vore faae Venner iblandt vore høje Beslægtede har udtrykt sig. Men reise Qvinderne sig, som man skriver fra Paris og Newyork, da maae Vi følge efter. Hører derfor; — men befrygter intet Oprør! Vi erkjende eders Herredom, saameget heller som I selv ere Slaver under forskjelligartede Aag. Vi beklage os kun over uretfærdige Lidelser, der vanære Eder og gjøre vor Tilværelse ulykkelig imod Dens Villie der skabte os Alle af samme Leer.
Det lader til, at I kræve Pligter af de ophøiede Aander, af de vældige Verdensmagter. Kunne da ikke Vi kræve Pligter af Eder, som I kræve dem af hine og af os? Eller hvi tale I om en Aands Majestæt og lynende Skarpsind, der er formørket nok til ikke at finde, at det anstod Eder bedre, af egen Godhed at indrømme os, at vi have Pligter at kræve af Eder eller maaskee blot I at indrømme os? I forlange, at Mørkets Engle ikke skulle forfærde eder ved sine Aabenbarelser. I kræve det af Guds Godhed, af disse Magters egen Barmhjertighed; ja, bedragende eder selv, føre I Beviser for Umuligheden heraf med skrattende Læber men darrende Hjerte. Nu — hvi lade I da saamange Djævle aabenbare sig for Os? De fremtrine af eders Midte med hadske, gridske Øine, Snarer, Stigremme, Svøber, Knive, blodige Hænder. I, der ikke tør gjentage under en Hyld eller en raslende Aasp paa Kirkegaarden hine Beviser for Djævlenes Ikketilvær, som I sammensatte eller digtede i et muntert Lysthuus — I Solskins-Filosofer, men Maaneskins-Daarer, Morgen-Helte,
