og trækker paa Skuldrene og taler om Mørke i dette venlige Huus . . dog klinge disse Klokker i min Sjel, og Noget kalder, og jeg elsker disse ubekjendte Brødre mere end denne Verden, som behersker mig . . Men vel! denne Trang er mig sød i sin Styrke . . jeg vil liste mig til at læse i denne Bog, jeg vil vove at være menneskekjærlig, jeg vil skjule min Andagt . !“ Ak, Svage! dette er at komme til Christum om Natten. Og tænker du at forurette, at synde . . „det er jo kun et Øieblik, en Taare, et Skrig . . jeg vil have Tid til at oprette.“ — O det er at være mellem Christi Forfølgere om Dagen, og at komme til ham om Natten. Vogter Eder: det er ikke alle Nætter at han er tilstede. Der skal være en lang Nat hvor han ikke er, men hvor Fornegterne mødes og famle, og favne Fortvivlelsen. Der skal være en Dør, som ikke oplukkes om der raabes „Herre! Herre!“ før Albarmhjertigheden saa behager. Vogter Eder! Der er en skarp Lja i denne tynde blaa Luft, i denne søde Vaaraande . . herover dig du som beregnede, naar du vilde komme til Christum. Det skal falde svært at opgjøre Regning medeet med et henfaret, misbrugt Liv. Da høres Jesu Ord, men ikke venligen som til Nicodemus: „Du Daare — i denne Nat kræves din Sjel af dig!“ Det skal falde svært at udrydde Syndevanen, som Mennesket lod opvoxe, tænkende „der er Tid.“ Da skal gamle Sirach staae hos den gamle Synder og sige: sagde jeg dig ikke: „Ydmyg dig før du bliver svag, og viis Omvendelse i den Tid da du endnu kan synde!“ Det skal drages tilminde, at der engang var en Dag, en lang Dag med Aar til Timer, hvori Christus sad bered til at modtage os, til at belære og udruste med høiere Kræfter end Sundhedens, Styrkens, Forstandens, Ungdommens og Manddommens egne. Men naar Mennesket besidder disse, da er dets Dag, Dagen da vi bør komme til Christum, at han kan lære os hvorledes den skal henrinde til Guds Ære, hvorledes Mennesket skaffer sig en evig Ungdom i Gjenfødelsen. Da er Dagen, da Jorden kræver din Kraft, Himlen dine Tanker! Da er Dagen, da Jorden raaber: „herlige Mand og Qvinde, hvilke Kræfter har du til at velsigne mig! hvormeget Godt skylder du at gjøre! hvormeget Godt skal jeg af dig modtage?“ — da, da Himlene raabe: „en Søn af Os er udrustet — se, der reiser han sig i Støvet, kjæk som det springende Lyn, from som en indelukt
