trefarvede Himmelbue, som ogsaa skal skyde sine Straaler ind i Europas Indlande og engang ubrudt ombue Aljorden! Lader os forstaae hverandre! Naar I kjæmpe, stønner et dybt Echo mellem vore Fjelde. Lader os forstaae hverandre! Da skulde ikke Nationer døe imellem os og deres Lande sælges som Stervboe eller Friheden nødes til at afgrændse sig med Have og Alper og Geleder eller til at tye til den store Øe eller til at staae stille herunder Polen som et Billed for Europas Øine, der er didudflyttet som for stort til at sees nærved!“
Og til Støtten skulle vi sige: „du skal fremkalde flere om dig; dog alle skulle de kun blive som Afstøbninger af dig, ligesom Ingen skal fortjene en uden han er Christian Krohg liig, hans Daad Christian Krohgs liig. Men nærmest dog skal samme historiske Retfærd, som gav Krohg sin, sætte Carl den Borgerkonges, og bøie en Egegreen over Navnet, mørk imellem Laurerne og Blommerne som Skyggedraget af Alvor mellem Funken af Heltemodet og Mildhedssmilet i hans Øine. Og tvertsfor skulle vi fremkalde den mandige Herlof Hyttefads og Knut Alfsons; thi ogsaa de — — Bort! der er ikke Sorg i at blodvidne eller at straablegne for sit Fædrelands Selvstændighed og Frelse!
Og til Hverandre skulle Vi sige: lader os elske dette Minde; thi det lærte Ynglingen Betydningen af at være Borger, Qvinden Rangen af at være Borgerinde! Lader os vorde levende Minder over den bedste Borger! Fædrelandet tabe ham ikke; men see ham opstanden i sine Tusinder!
Seer dette er Malm og dog er der mere Ære deri end i Guld. Vor Moder er fattig, dog er der Ære i hendes Huus, dog er der mere Ære i hendes Spind end i fremmed Flitter, mere Sødhed i hendes Røst end i fremmed Veklyd. Vi ville være som Krohgs Støtte norske i Malm og Klang og Præg og Pryd, og dog under Borgerkrandsen skuende frit og vidt udi Verden. Den skal være i de klare Dage som Jehovahs Skycolonne foran os paa Vejen til Borgerpligt, til Fædrenelandets Vel, til Krohgs Hæder.
Men kommer Mørket over Maihimlen, en Nat med Baunflammer til Stjerner, en Storm i dette rolige Banner, og trampes disse Fredens Marker engang under fiendtlig Fod til Ørkner — men til Ørkner med Løven i — se, da udskyder Krohgsstøtten, liig Jehovahs, Flammer foran os i Mulmet, og vi, Vi skulle gløde som Den!
