Glands om deres sidste Dage og flere Navne skulle klæbe sig til dette i Malmet.
De skulle henvandre. Da staaer Krohgsstøtten og Vi igjen. De skulle hvile i sine Dale under de høje Almagtsminder med Krandse af Furuskoge, med Skyslørene, de ludende Bræskjolde og hvorpaa Ørnen sidder i Midsommernatten, skinnende i Solen, mens Jorden er mørk, rolig med samslagne Vinger liig Knappen paa en Urne — og Sambygdingerne skulle sige: her hviler en Krohg — hans fædrelandske Nidkiærhed var som Elven, der dyb og mørk og rivende blinker forbi hans Steen — hans Borgersind reent og høit som denne blaa Egg deroppe over Skogen, over Bræen, over Skyerne. Eller de skulle hvile herrundtom som Schultz da hans Lyn slog opad igjen, og Krohgsmindet skal være som en Støtte over dem Alle, der færdedes som Han. Da staaer den og Vi igjen. Da er Norges Velfærd paa vore Skuldre, dets Ære i vor Mund, vore Hænder dets Støtter. Fædrene skulle gjøre Fyldest; Os paaligge endnu Pligterne mod Fædrenelandet. Derfor reiste Fædrene Os Krohgsmindet, at det endnu igjennem et Liv skulde vise os disse Pligter og Fædrenelandets Krav: at det ogsaa skulde være Os et Pligtminde, en Pagtens Støtte for Norges Hæder og Held, overantvortet fra Slægt til Slægt, fremragende mellem Slægterne til Minde om den Æt, der bar Gjenfødelsens første Byrder, et Sindbilled helligt i sig selv, stedse helliget ved Daad hvortil det opmuntrer.
Os skal Colonnen staae med sin Krands et Maal for vor Iid; og denne Ærgjerrighed skal være rosværdig og stærk og tilladt at bruges af vort Ædlere som en Foss til at drive nyttige Værker ved.
Vi skulle danne os en Christian Krohg i vort Indre, et Høibilled af en norsk Borger, og aarlig denne dyrebare Dag skulle Vi jevnføre os selv dermed, og maale de Støtter, vor Samvittighed reiser sig i sit Indre tilslørede undtagen for den Alseende, med dem, der kneiser for Krohg i Hjerterne højere end denne. — Vi skulle, naar vi see dette Minde, foragte denne Lære, at et Folk aldrig er retfærdigt, aldrig paaskjønner. Vi skulle lære at derifra alene kommer den sandeste og højeste Ære som Jorden kan give: at ingen Stjerne kan ligne sig i Hæder med det mindste gyldne Træk i dette Borgerens Navn, som et Folk skrev, intet Baand med et Blad i denne Krands, som et Folk gav.
