høre en Slægt, som endnu har havt Kraft nok til at føde slige Stærke, saa uforvanskede Guddomsbilleder. Vi see deri heller et Bevis fra Menneskets Indre, at det Guddommelige altid deri boer, om end tilhyllet en Tid dog ubetvingeligen fremstraalende — og der da i Angerens Taarer, i Laurens Glands som de lægge paa Graven. Selv Misundelsen viser at Anerkjendelsen af et Menneskes herlige Fortrin er tilstede — den bliver kun Myggen med det spæde Flor, der svævende over Sjøfladen troer at hindre Himlen fra at speile sig deri; — og i denne Anerkjendelse, i denne Retfærdighed i vort Væsen er Guddommelighed — kun uvilkaarlig forsaavidt Mennesket ikke har speidet nok i sin Sjels Dyb til at see, at den er naturlig.
Men dette staaer klart for Menneskene, naar den Store er borte: — naar de ikke mere finde sig mørke i hans Pyramideskygge, da falder en brændende Sol paa deres Isser — de ile til hvor den stod, og reise en Obelisk hvor Pyramiden, der gjorde dem Ørknen sval, sank i Sandet, og de græde indtil den brændende Bund fugtes; og der sidde de i den smale Skygge og maale Savnet. De sige paa den Stores Grav: „Vi misundte ham ikke; det smertede kun, at vi ikke vare som Han. Men nu hvor smerter det at erindre at dette græmmede ham! Vel! vi ville glæde ham den Frigjorte med større Hæder end Mennesker tør byde en Dødelig. Nu er der Fred — Vi ville reise en Støtte til Minde om ham og om at Vi ere blevne retfærdige!“ —
Men, Medborgere! er det selv da en Trang, en Nødvendighed, udledet af Menneskets indre Guddommelighed, selv da at øve historisk Retfærd naar denne maa bebreide Menneskene deres Adfærd mod de Fortrinlige, de hædre i Graven — hvo skal da miskjende at det norske Folk her fyldestgjør en saadan Trang; — men en der er det en Behag — dette Folk, som altid forsødede Krohgs Dage med sin Kjærlighed, nærede hans Aandskraft med sin Yndest, sagde den Gode aabenbart at det elskede ham, og lod Constitutionens beundrede Seirkjæmper vel ahne — om ei hans Beskedenhed fortaug ham det — hvor folkekjært og helligt hans Minde vilde vorde i Norge? —
Der er i den Handling, at et Folk reiser den enkelte Borger et Æresminde, foruden det Rørende i at see de samme ædle Følelser, som henrykke os hos det enkelte Menneske, ligesaa livligen med eet Pulsslag bevæge sig igjennem et heelt Folks
