Da, Krohgs Aand, fra Dit blaa Paulun:
fra Frihedsdagens Himmel
Du daler mellem Brødre kun
og Fries glade Vrimmel.
Da uden Sky sig Høi og Lav
frydsamler om Din Æresgrav,
der — som om Fredens Gud den gav —
blev et Forsoningsalter.
Medborgere! Vi staae her ved en Borgeraandens Triumfstøtte, ved et Fædrenelandets Altar.
Der er det, at den medborgerlige Samfølelse bortaander det Skarpe i Rangens og Standens Omrids — at Decorationerne blegne — at eet Øieblik, belivnende sin Høitidelighed med en ligesaa hellig Fryd, bortgløder mange af disse daglige Forhold undtagen Agtelsens og Sædelighedens evige; — der er det, at Mennesket fremtræder alene som Menneske — at Liigheden fra sin Drømmeverden eller fra sin Høide tør nedtræde paa Jorden — at alt andet Navn end Borgerens forsvinder; — der, hvor Samdrægtigheden og Borgersindet, som altid danner det moralske Folk og dets Kraft, fremtræder synlig, ikke forbausende, men ophøiende som en Aabenbarelse, i det overordentlige Skue af et Folk, en Menneskehed samlet af een Iid, udtrykkende kun eet Meed — der er det, at Høitidelighed og Fryd, Ærbødighed og Tiltro forenes — at Hjerterne slaae hverandre nærmest — at den Unge tør tale frimodig som ved sin Faders Arne som i Brødres Kreds. —
Og — Medborgere! I mine Fædre! Hvo er den Fremmede, som ikke vil tilstaae, at vi Alle befinde os her som Børn ved en fælleds Arne, varmede af den samme Ild, hos den samme Fader og Moder, omsluttede af denne velsignelsesrigeste Dags Hvælv ligesom af et hjemligt Paulun, som huer Dem bedst der voxte under det, som tiltaler de Børn der bleve hjemme i det med uforandret Sødhed og Tryghed, og alle dem, der nu fra denne Høitidsstund af ere hjemkomne herunder det, med Forsoningens
