Natur; Vingerne den særegne Tanke om deres Lethed og aandige Væsen, at de ere, hvor de tænke sig at være. Vi kalde dem Engle. Dog ere Jødernes opdigtede Gabriel, Raphael osv. 7 Erkeengle eller Anførere for Englene, Satan Fyrste for Djævlene eller de onde Engle, Dæmonerne altfor raae Tanker hvoriblandt ogsaa den at Pesten skulde være en Engel, Herrens Morderengel til at de skulde kunne passe til vore om de ædlere Aander. Nedenfor skulle vi bevise Urimeligheden af at antage en ond mægtig Engel eller Djævel. Om disses Beskjæftigelse kunne vi naturligviis ligesaalidet dømme, som om noget Andet deres Væsen betræffende. Vi ere vante til at høre at de skulle, forsamlede om Guds Throne, lovsynge Gud. Dette er kun et Billed, taget af den jødiske Kong Davids musikalske Tempeltjeneste, og er at forklare ved den Salighed de nyde i den nærmere Beskuelse af Guds Magt, Viisdom, Godhed hans Herlighed, som ser dem tydeligere aabenbaret i hans Gjerninger og i deres eget Væsen. Det er ikke ufornuftigt, at antage at andre Himmellegemer ere Levepladse for saadanne ædlere Væsener, som den mindre Jord er for os; og ligeledes, at de, som os, ere indskrænkede til visse Virkekredse, som dog maa være udvidede efter deres ædlere Natur. Den Selvstændighed og Frihed vi have som fornuftige Væsener forbyder at antage nogen Indflydelse fra dem paa os. Sygeligt Selvbedrag eller overlagt Bedragerie taler om nærmere Omgang med andre Verdeners Beboere. Muligens kunne vi ikke gjøre os synderlig bedre Forestillinger om disse end Dyrene om os. Det synes at være tilladt for Skabningerne at skue nedenfor sig, men ikke ovenfor sig.
Af 4die: At Sjelen skulde slumre i Graven til den yderste Dag, og da først vaagne er da en fornuftstridig Mening. Et heelt Liv fuldt af Virksomhed har sin Vugge i Graven. Den vil faae nok at bestille med sin Erindring af det tilbagelagte Liv. Saamange Mennesker døe i den spædeste Alder, uden at have tænkt, talt, ja døe i Modersliv? Naturen er riig — af et bladfuldt Træe falde Frøfnokkene af — Træet brammer ned; men tusinde affaldne Fnokker spire. Ja disse Mennesker have ogsaa en Sjel og da en Evighed. I Mødre, som græde over Eders Spædes Liig, over Eders Skjøds Smerte spildt strax eller nys forvandlet til Liv og Fryd og nu til Død og Sorg — seer dog gjennem Eders Graad det skjønne Haab: I ville møde Eders
