Hopp til innhold

Side:Wergeland Samlede skrifter trykt og utrykt 4 B1.pdf/330

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

„Tvangs-Anstalt“ der tyder klart hen paa en Forbindelse med Lovene, den offentlige Bestyrelse og en Underordnethed under denne. Nogle af Rødderne til det Onde, som fremkalder et saadant Menneskekjærlighedens og Patriotismens Storvirke som en Arbeidsanstalt i noget stor Stiil, tør vel ogsaa være mere indviklede med Statsforfatningen i dens Indre, end de lade til. Trangsaaret blotter bare de øverste og groveste — de fineste gaae i Dybet og omslynge den hele Samfundsforfatning. Men selv ikke betragtet tildels som en Politieindretning — kan Staten mere end Medmennesket roligen see paa at en Mængde af dens Børn, der i bitter Nød frembyde sine[1] Hænder, sættes paa det rædsomme Punct imellem Forbrydelse og Hungersdød? Den kan saameget mindre tillade det som Den har Magten til at afhjælpe en almeen Nød, og det især da, naar, som her, Medborgere tilbyde sig, udenfor de offentlige Byrder, at række al den Hjælp, de formaae, kun opfordrende Statens Hjælp hvor Deres ikke strækker til. I en saadan Samvirken sees den liberale Stats Fortrin og herlige Princip for Dagen lagt: at dens og Menneskelighedens og Moralens Formaal er et.

Et sørgeligt Særsyn i sidste Aar: Strafanstalternes og Fængslernes Overlæsselse giver ogsaa med nedslaaende Sikkerhed et bekræftende Svar paa at en Indretning som omnævnte vedkommer Staten. Mange smaa Forbrydelser, som nu drage uforholdsmæssige Omkostninger især for det Offentlige, kunde maaskee deri afsones. Og liden Tvivl er der vel om at Nøden har fremskabt eller fremtvunget mangfoldige af hine Forbrydelser. Denne Slutning har Proponenten ogsaa hørt falde Almuesmænd naturlig, idet de ofte forundrede sig over at Hungersnøden i 1831—32 ikke bragte sine Offere til Røverier og anden Voldsdaad. De epidemiske Sygdomme, som ofte for en stor Del komme af den unaturlige Madhjælp Fattigfolk i Trangsaar maae søge, og at de lide værre end det ene Menneske bør tillade at det andet gjør, skjænker Staten sin Omsorg. Skulde da ikke en Indretning der

  1. I Forjettelsen „i dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød“ ligger det bestemte Bud, at det maa staae alle aabent for Arbeide at vinde sig Ophold. Men hvor Enkeltmand eller Menigmand ikke kan, der maa Staten opfylde Forpligtelsen. See „Forslag til en Lov om Fattigvæsenet paa Landet o. s. v.“ ved en Commission 5. Capitels § 27, 2den Passus.