ligste anordnede en streng Dagblad-Censur, og fyldte alle ædle Hjerter i Paris med Forfærdelse — de fredeligste Borgere grebe til Vaaben, man barrikaderede Gaderne, man fægtede, man stormede, Kanonerne tordnede, Klokkerne hylede, BlyNattergalerne pebe, den døde Ørns Ungyngel, den polytekniske Skole, udflagrede af Redet med Lyn i Kløerne; Frihedens bedagede Pelikaner styrtede i Bajonetterne, og nærede med deres Blod de Unges Begeistring, tilhest steg Lafayette, den Uforlignelige, hvis Lige Naturen ikke mere end eengang kunde skabe, og som den derfor, paa sin sparsommelige Viis, søger at benytte for to Verdner og for to Aarhundreder — og, efter tre heltemodige Dage laae Voldvældet overende med sine røde Politieknegte og sine hvide Liljer, og den hellige Farvetreenighed vajede, omstraalet af Seiersstraalkrandsen, fra vor Frues Kirketaarn i Paris! Da skeede ingen Afskyelighed, da gaves der ingen kaad Myrden; da hævede sig ingen allerkristeligst Mordmaskine (Guillotine), da drev man ingen Rædselvækkende Spas, som f. Ex. ved hiin berygtede Hjemfart fra Versailles, da man bar foran sig, ligesom Standere, Deshuttes og Varicourts Hoveder, og holdt stille i Sevres, for der at lade dem af en Borger-Parykmager afvaske og smukt frisere. Nei, siden hiin Tid — rædselfuld Ihukommelse — havde den franske Presse gjort Pariserfolket modtageligt for bedre Følelser og et mindre blodigt Vid; den havde udluget Uvidenhed af Hjerterne og isaaet dem Oplysning; — en saadan Udsæds Frugt var Pariserfolkets ædle, legendeagtige Maadehold og rørende Menneskelighed i den store Uge — og, isandhed, mistede Polignac senerehen ikke ogsaa fysisk sit Hoved, saa har han ene og alene de milde Følger af den samme Trykkefrihed, som han i Daarskaben vilde undertrykke, derfor at takke. Saaledes vederqvæger Sandeltræet med sin sødeste Vellugt netop de Fiender, som kaad beskadige dens Bark.
Jeg troer at have ved disse flygtige Bemærkninger noksom antydet, hvorledes ethvert Spørgsmaal om den Karakteer, Statsomvæltningen i Tydskland maatte antage, maa forvandle sig til en Undersøgelse om det tydske Folks Civilisations- og statsborgerlige Dannelses-Stand, om hvorledes denne Dannelse er ganske afhængig af Pressefriheden, og hvorledes det maa være vort ængstligste Ønske, at ved denne Sidste snart ret meget Lys maa blive udspredt, før den Stund kommer, da Mørket stifter
