Jesuiterne og Sorbonnens Mulmspredere, ja havde undertrykt paa det latterligste den periodiske Presse, Folkevettets mægtigste Befordringsmiddel. Man læse kun i Merciers Tableau de Paris Artiklen over Censuren før Revolutionen, og man undres da ei meer over hiin Franskmændenes dybe politiske Uvidenhed, der siden havde tilfølge, at de mere blændedes end oplystes af de nye statsborgerlige Ideer, mere ophidsedes end opvarmedes, at de troede paa Ordet hver Flyveskrivt- og Dagblad-Skriver, og at de af enhver Sværmer, der bedrog sig selv, af enhver Rænkesmed, som Pitt besoldede, kunde forledes til de største Udskeielser. Det er jo just Pressefrihedens lykkelige Følge, at den betager Folkeledernes (Demagogernes) Djærvtale al Nyhedens Tryllekraft; det lidenskabeligste Sprog neutraliserer den ved ligesaa lidenskabelige Tilsvar, og den tilintetgjør allerede i Fødselen Løgnrygterne, som, udsaaede af Tilfælde eller Ondskab, saa fordærveligen frækt udbrede sig i Løndom, liig hine Giftplanter, der kun trives i dunkle Skovsumpe, og i gamle Borg- og Kirkeruiners Skygger, men hentørres elendigen og jammerligen i det klare Sollys. Ja, Trykkefrihedens klare Sollys er for Slaven, der helst i Mørket underdanigst modtager de allernaadigste Fodspark, ligesaa ubehageligt som for Voldherskeren (Despoten), der ikke gjerne seer sin eensomme Vanmagt belyst. Det er sandt, at Censuren er meget behagelig for slige Folk. Men det er ikke mindre sandt, at denne Bogdom, laanende en Tidlang Voldherredømmet Hjælp, tilslut ødelægger baade dette og Voldherren selv; at der, hvor Ideeguillotinen har holdt Huus, ogsaa snart Menneskecensuren bliver indført; at den selvsamme Slave, som har lagt Tankerne under Bilen, senere hen med samme Ligegyldighed udstryger sin egen Herre af Livets Bog.
Ak! disse Aandbødler gjøre os endog til Forbrydere, og Forfatteren, der som en Barselqvinde, under Skrivningen er i en betænkelig Grad ophidset, begaaer i denne Tilstand meget ofte et Tankebarnemord, netop af afsindig Angst for Censorens Dommersværd. Jeg selv qvalte i dette Øieblik nogle nyfødte uskyldige Betragtninger over den Taalmodighed og Sjeleroe, hvormed mine kjære Landsmænd allerede i saa mange Aar fordrage en Aandsmordlov, som Polignac i Frankrig kun behøvede at udgive, for at frembringe en Statsomvæltning. Jeg taler om de berømte Kongebud (Ordonnancer), af hvilke den betænke-
