HEINRICH HEINES INDLEDNING
TIL
KAHLDORF OM ADEL, I BREVE TIL GREVE M. AF MOLTKE
(NÜRNBERG 1831.)
(Oversat.)
Den galliske Hane har allerede galet anden Gang, og ogsaa i Tydskland bliver det Dag. Til afsides Klostere, Slotte, Hansestæder og deslige Middelalderens sidste Smuthuller flygte de hæslige Skygger og Spøgelser — Solstraalerne glimte; vi gnide Øinene; det hulde Lys indtrænger sig i vore Hjerter; det vaagne Liv ombruser os; vi forbauses, vi spørge hverandre: hvad gjorde vi i den forgangne Nat?
Nu ja, vi drømte paa vor tydske Viis, d. e.: vi filosoferede; — vel ikke over de Anliggender der nærmest angik os eller over de nærmeste Tildragelser; men vi filosoferede over Tingenes Realitet i og for sig, over Tingenes sidste Grunde og over lignende metafysiske og transscendentale Drømmerier, under hvilke dog vore vestlige Naboers Mordspektakler af og til ret dygtigen forstyrrede os, ja bleve ret fortrædelige, da franske Flintekugler ikke sjelden gjennempebe vore filosofiske Systemer og bortsopede hele Hurver deraf.
Sælsomt er det, at vore Naboers Daadliv hiinsides Rhinen alligevel havde et eget „Valgslægtskab“ med vore filosofiske Drømme i det rolige Tydskland. Man sammenligne kun den franske Revolutions Historie med den tydske Filosofies, og man skulde troe, at Franskmændene, hvem saamange virkelige Arbeider paalaae, hvorved de maatte forblive aldeles vaagne, havde anmodet os Tydske om imidlertid at sove og drømme for dem, og at vore tydske Filosofie intet Andet er, end den franske Revolutions Drøm. Saaledes paadroge vi os Bruddet med det Bestaaende og Henflyttelsen i Tankens Rige, ligesom Franskmændene deres inden Samfundets Grændser; omkring „den rene Fornufts Kritik“ samlede sig vore filosophiske Jakobinere, der lode Intet gjælde, uden det, som holdt Stand for hiin Kritik; Kant var vor Robespierre. Efterpaa kom Fichte, denne Filosofiens Napoleon, med sit „Jeg“, sin høieste Kjærlighed og høieste
